»Men inden for lyskredsen ser jeg hele rækken af unge strålende ansigter, ivrige, intelligente og med flammende begejstring. Lykkeligere mennesker end firsernes ungdom har aldrig eksisteret. Det var de store almene princippers tid, alle døre var lukket op for os. Og alt dette, der skal til for at gøre livet fuldt og helt og værd at leve for ungdommen – debatten om principperne og denne strømmen ud gennem dørene for at tage al den åndens frihed og herlighed i besiddelse, som lå derude – netop det var vor pligt, vort kald, vor opgave«.
Med disse henførte vendinger skildrer den unge kvindesags-kvinde Anna Bugge, der senere levede sammen med økonomen Knut Wicksell, sine indtryk fra et møde i den norske kvindelige studenterforening »Skuld« i midten af 1880’erne. Da kvinderne i det samme årti i Sverige for første gang over en bred front gik ud i offentligheden, havde de en lignende forhåbning om virkeliggørelse af sig selv, ekspansion og protest mod et forældet kvindesyn.
Mellem 1879 og 1889 debuterede ikke mindre end 148 kvinder på det svenske og finlandssvenske sprogområde; størstedelen af dem var kritikere og artikelforfattere. Deres stemmer blandede sig i den offentlige debat og manifesterede, at et kvindeligt perspektiv ikke længere kunne negligeres. Desuden kunne de offentliggøre deres artikler og indlæg, som i vid udstrækning drejede sig om tidens ægteskabs- og uddannelsesspørgsmål, i særlige kvindetidsskrifter som Tidskrift för hemmet (i 1886 efterfulgt af Dagny) samt Framåt, udgivet i årene 1886-1889.
Baggrunden for denne fremstormen kan findes i den stigende interesse for kvindespørgsmål i vid forstand. En vigtig impuls var allerede kommet med Fredrika Bremers idéroman Hertha, eller en själs historia, 1856. Bogens skildring af Herthas isolerende og kvælende livsvilkår startede en debat, der ikke siden kunne standses.
Da J. S. Mills On the Subjection of Women (Kvindernes Underkuelse) blev oversat til svensk i 1869, var jorden allerede gødet for en forbedring af kvinders uddannelse og erhvervsmuligheder. Den vigtige reform i 1874 åbnede de svenske universiteter for kvinderne og var et led i denne bestræbelse. Derved fik kvinder mulighed for at studere samtlige akademiske fag undtagen teologi og højere jura. Historikeren Ellen Fries var en af dem, som benyttede sig af denne fornyelse, og som den første kvinde tog hun doktorgraden i 1883. Fem år senere blev hun efterfulgt af medicineren Karolina Widerström. Sonja Kovalevskijs udnævnelse til professor ved Stockholms Högskola i 1884 var også et vigtigt brud på det gamle mønster ligesom Ellen Keys forelæsninger på Arbetareinstitutet.
Også de kvindelige billedkunstnere var i 1880’erne inde i en intenst kreativ periode. Mange af dem fik luft under vingerne ved mødet med kunstskoler og kunstnerkollektiver ude i Europa, især i Frankrig. Deres portrætter, og især deres selvportrætter, tyder på et nyt kvindesyn og en ny selvopfattelse.
De kvinder, der nu skaffede sig en toneangivende plads som skønlitterære forfattere, blev begunstiget af den reformpolitiske retning, samfundsdebatten tog i 1870’erne og 1880’erne. Parallelt hermed blev der i aviser og tidsskrifter ført en mere teoretisk diskussion om både ægteskabs- og sædelighedsspørgsmålene og om kvindens væsen og »rette« virkefelter, der ikke længere var så selvfølgelige og naturgivne. Den passive, selvopofrende og aseksuelle kvindelighed blev drøftet, og det vakte furore i de mere samfundsbevarende kredse. Ikke mindst skabte et foredrag af Knut Wicksell i Uppsala i 1880 både skandale og opmærksomhed. Inspireret af den engelske nationaløkonom Thomas Malthus og af George Drysdale, der hævdede, at seksualiteten både var kvindelig og mandlig, anbefalede han præventive midler og ikke afholdenhed som den eneste rimelige måde, hvorpå man både kunne undgå seksuel frustration og uønskede graviditeter.
For Sophie Adlersparre, leder af den etablerede kvindebevægelse, og hendes meningsfæller var den slags forslag bespottelige og chokerende, mens de kvindelige forfattere – hvis de i det hele taget berørte dette følsomme spørgsmål – indtog en mere ambivalent holdning.
Stockholm
Det kvindelige gennembrud fik tre centre, Stockholm, Skåne og Göteborg. I hovedstaden var »Foreningen för gift qvinnas eganderätt« (Foreningen for gifte kvinders ejendomsret) allerede blevet stiftet i 1873 samtidig med, at en særlig skriftserie, som man kaldte Om den gifta qvinnans eganderätt, blev igangsat. Dette virke havde succes, for så vidt som Sverige allerede det følgende år fik en lov, der gav kvinden ret til selv at forvalte sin indkomst af eget arbejde. Derimod forblev manden, frem til 1921, i det store og hele kvindens juridiske repræsentant.
Også tidens stadig større interesse for sædelighedsspørgsmå-let fik i Stockholm en organisatorisk ramme gennem en lokalafdeling af Den britiske Føderation, skabt i 1878 med den hensigt at afskaffe prostitution. Foreningens program var emancipationsvenligt i bred forstand, men med et anstrøg af et stift og strengt syn på seksualiteten både inden for og uden for ægteskabet.
I disse kredse var Sophie Adlersparre toneangivende, mens de kvindelige forfattere indtog en mere perifer position. Desto oftere dukker de op i den salonkultur, der stadig var levende i Stockholm, hvor især professorparret Carl og Calla Curmans receptioner var værdsatte. Hos dem samledes hovedstadens intellektuelle og kunstneriske elite, bl.a. Ellen Key, Alfhild Agrell og Anne Charlotte Edgren Leffler.
Et endnu vigtigere samlingspunkt for det radikale Stockholm blev imidlertid den såkaldte »Svältringen« (Sultkredsen), oprettet af Alfhild Agrell, Anne Charlotte Edgren Leffler, Amanda Kerfstedt og Ernst Lundqvist. Man mødtes i hinandens hjem for at lytte til oplæsninger, høre musik og diskutere aktuel litteratur. Samstemmende vidnesbyrd bekræfter, at sammenkomsterne var betydningsfulde for 1880’ernes avantgarde, og i 1885 rapporterede Herman Bang til sin ven Peter Nansen om en sådan sammenkomst i Anne Charlotte Edgren Lefflers hjem: »De rareste Mennesker er Fru Edgrens Kreds. Det er et Stykke Europa midt i Barbariet … Alt hvad der i Stockholm er værd at kende, kommer hos Anne Charlotte, som er en glimrende Værtinde«.
»Svältringen«: Kredsen af unge avantgarde-forfattere fik dette navn for at markere, at det var den intellektuelle og kunstneriske føde, der var hovedsagen.
Skribenter som brødrene af Geijerstam, Oscar Levertin og Axel Lundegård tilhørte denne kreds. Blandt kvinderne var de mest prominente, foruden Anne Charlotte Edgren Leffler selv, Ellen Key, Alfhild Agrell og Sonja Kovalevskij, der også havde skønlitterære ambitioner. Også den finlandssvenske Ina Lange, Mathilda Roos og Amanda Kerfstedt var jævnligt blandt gæsterne: Allerede i 1881, dvs. tre år før Bjørnsons En Hanske, havde Amanda Kerfstedt i sin novelle »Synd« krævet den samme seksuelle afholdenhed for manden som for kvinden før ægteskabets indgåelse.
Fortællingen blev offentliggjort i Finsk Tidskrift, men emnet blev anset for at være så farligt, at redaktøren, G. G. Estlander, følte sig foranlediget til at gribe ind. Han tog afstand fra novellen i en introduktion, fordi den »moralske hensigt var alt for påtrængende«.
Kvinderne indtog således en central stilling i den radikale Stockholmslejr, og det fremgår ligeledes af planerne fra 1883 om at skabe en egen almanak. Nytänning skulle være dens forhåbningsfulde navn. Strindberg, som var en af initiativtagerne, havde tænkt sig, at bl.a. Mathilda Roos, Alfhild Agrell og Anne Charlotte Edgren Leffler skulle medvirke. Men allerede efter nogle måneders forløb var Strindbergs begejstring dæmpet, og projektet gik i sig selv igen, efter at han havde refuseret de to sidstnævntes bidrag. Gustaf af Geijerstam gjorde et nyt forsøg på at samle »Det unge Sverige« i en anden publikation. Også her var Anne Charlotte Edgren Leffler og Alfhild Agrell engageret. Men denne gang strandede planerne på forlæggerens tøven over for det påtænkte skrifts radikale tone.
Efter Strindbergs udgivelse af Giftas 1884-1885 – hvor han ikke mindst mistænkeliggjorde de skrivende kvinder – var det definitivt forbi med den famlende forståelse mellem ham og dem. Bernhard Meijer og andre af 80’er-falanksen, der ikke ville forbindes med Strindberg og hans anskuelser, henvendte sig til Anne Charlotte Edgren Leffler – »’Det unge Sveriges’ mest typiske repræsentant«, som det hedder – og opfordrede hende til at tage initiativ til en mere »alvorlig« sammenslutning end »Svältringen«.
Meijer håber også på et tidsskrift og tror, skriver han i et brev fra juni 1885, »at vi ret snart får et virkeligt venstreparti her i landet«. Samtidig sørger han for at understrege, hvor vigtigt det er, at netop Anne Charlotte Edgren Leffler medvirker. Men allerede i januar havde hun, i et brev til Herman Bang, markeret sin selvstændighed. Hun ville under ingen omstændigheder identificeres »med noget parti, ikke gøres solidarisk med nogen anden, jeg ville gå min egen vej alene«, skriver hun.
Den samme vilje til integritet fornemmes i Anne Charlotte Edgren Lefflers holdning til Fredrika Bremer-Förbundet. I lighed med Alfhild Agrell og Victoria Benedictsson holdt hun sig livet igennem uden for forbundet. Derimod finder vi hende, sammen med flere andre af de unge forfattere, i et par andre foreninger med specielt kvindelige fortegn. Den ene var »Drägtreformföreningen«. Sammen med bl.a. Sonja Kovalevskij og Alfhild Agrell gjorde hun i 1885 på Skansen i Stockholm reklame for den nye og funktionelle såkaldte reformdragt for kvinder.
Disse tre mødte også, ligesom Amanda Kerfstedt og Mathilda Roos, op i »Nya Idun«, der var en kvindesammenslutning af mere privat karakter og en replik til herreklubben »Idun«, som var blevet oprettet omkring 1860. Her holdt man foredrag og debatter om samtidens kvindeproblematik, og man inviterede også tilrejsende kvindelige forfattere.
En af dem var den skånske Victoria Benedictsson, der besøgte Stockholm i vinteren 1885, men hun følte sig som en fremmed i hovedstadens litterære miljø. I et brev til Amanda Kerfstedts søn, publicisten Hellen Lindgren, udbryder hun: »Alle I andre er stockholmere, verdensmennesker, bogorme, teoretiserende filosoffer. Og jeg er ikke som de andre: fru Edgren, fru Agrell og frøken Roos. Ved siden af dem er jeg som et skånsk juletræ over for fine drivhusplanter. Jeg kan ikke tale som de, ikke skrive som de, ikke tænke som de!«
Skåne
I juni 1886 samledes nogle unge forfattere hos Victoria Bendictsson i Hörby. Man diskuterede litteratur, fortalte om sine skriveplaner og rejser og om Georg Brandes’ forelæsninger i København. Det var Ola Hansson og Stella Kleve, der var kommet rejsende. Man følte sig for, nysgerrigt og spørgende.
Victoria Benedictsson og Stella Kleve var sammen med Axel Lundegård blevet anmeldt samtidig i Sydsvenska Dagbladet Snällposten i 1885. Lundegårds I gryningen blev affærdiget som »et mere ordinært debutarbejde«, mens Victoria Benedictssons Pengar (Penge) var blevet varmt anbefalet af anmelderen, »personerne er levende og konkrete«, og læseren blev stillet underholdning i udsigt. Stella Kleves lange novelle Berta Funcke med dens nervøst blaserte personer havde gjort et »pinligt ubehageligt indtryk« på anmelderen.
Indtrykkene fra dette forfattermøde var blandede. Victoria Benedictsson følte sig skeptisk over for Stella Kleves »grønhed«, som hun opfattede som overfladiskhed: »Selve grundtonen i vore karakterer er så forskellig«. For Stella Kleve derimod var mødet med den ældre kollega en oplevelse: »Der er noget rent, næsten abstrakt intelligent over hele hendes skikkelse – hun forekommer at være en inkarnation af klogskab og klarhed«.
»… Det er ikke nogen rask organisme, Stella Kleves. Hun har bemærkelsesværdigt grimme tænder nu, grå. De burde have været stærke og hvide, for af naturen er de lige. Og hendes hud er hvidgrå. Når hun bliver nervøs, dækkes hendes hænder af små runde hvide pletter på en hud, der er blødere og rødere end den ellers plejer at være. Hun snører sig altså! Og sådan har hun ødelagt sin mave med slik og sit sjæleliv med bøger. Et dejligt produkt af overkulturen. Kan nogen tro, at hun ville blive rask, blot hun blev gift! Bestemt ikke. Den der på forhånd er så fysisk ødelagt samt tillige så totalt blottet for psykisk umiddelbarhed, den kan heller ikke reddes af et naturligere kønsliv. Det er for sent. Og fantasilivet er blevet fordærvet«. (Victoria Benedictsson: Stora Boken 2, den 12. juli 1886).
Allerede i august blev mødet gentaget i Stella Kleves hjem i Vetteryd, nu også med Axel Lundegård og nogle danske studenter blandt de indbudte. Den udtalte hensigt med mødet var at danne gruppen »Det unge Skåne« som et sydsvensk svar på »Det unge Sverige«.
Man ville også have sit eget organ for at kunne fremføre sine meninger. Göteborg-tidsskriftet Framåt blev anset for at være for svagt og Politiken for utilstrækkelig som støtte. Og gruppens enighed var kun tilsyneladende. Den fransk inspirerede, dekadente litteratur, som Ola Hansson og Stella Kleve ville introducere i Sverige, var Victoria Benedictsson modbydelig. Trods sin sympati for Ola Hansson følte hun sig fremmed over for de yngres bestræbelser. Og da Stella Kleve i efteråret 1886 stod frem i Framåt og gjorde sig lystig over skrivende damer og Ibsensk efterklangslitteratur, blev Victoria Benedictsson vred på egne og andres vegne.
Et brud mellem Ola Hansson og Victoria Benedictsson indtraf dog først, da den sidstnævntes roman Fru Marianne udkom i 1887. Heri afvises den overkultiverede dekadente – en almindelig skikkelse i Ola Hanssons forfatterskab – som livsuduelig.
I et brev til Victoria Benedictsson giver Ola Hansson luft for sin skuffelse og bitterhed over hendes roman Fru Marianne, 1887: »Summen er denne: Bogen kan ikke tilfredsstille mit kunstnersind, og den har smertet mig dybt som et indlæg i det, der netop i dag er det varmeste stridens emne. Overmagten (kvantitativt betragtet) er allerede på forhånd så overmåde stor hos modparten, at en sådan trumf, som den nu har fået at spille ud i Fru Marianne, kan svie i én og gøre én bitter. Det er allerede mere end nok«.
»Det unge Skånes« bestræbelser på at introducere den sennaturalistiske digtning i Sverige blev derfor kun delvis ført ud i livet, bl.a. gennem de artikler Ola Hansson offentliggjorde i Framåt. Kritikken var ikke nådig, da det gjaldt hans prosatekstsamling Sensitiva amorosa, og Stella Kleves anden roman Alice Brandt blev ligeledes meget udskældt. Kun Fru Marianne fandt nåde hos den konservative kritik.
»Det unge Skåne« var en alt for skrøbelig konstruktion. Ola Hansson forlod Sverige for Europa, Victoria Benedictsson flyttede til København, og Stella Kleve slikkede sine sår i landlig tilbagetrukkethed. Det mest blivende resultat af »Det unge Skå-ne«s bestræbelser blev Victoria Benedictssons og Axel Lundegårds arbejdsfællesskab.
Göteborg
Man finder større lighed med Stockholmsmiljøet i den livlige kreds af unge liberale i Göteborg, for hvem det i tidsskriftet Framåt lykkedes at skabe et forum for 1880’ernes debat – et tredje centrum med kvindelig profil i Sveriges moderne gennembrud.
Tidsskriftet Framåt, som blev udgivet mellem 1886 og 1889, blev vestkystens svar på Fredrika Bremer-Förbundets tidsskrift Dagny i Stockholm. Redaktøren Alma Åkermark var, sammen med Mathilda Hedlund og Hilma Strandberg, de drivende og driftige kræfter bag tidsskriftet med den ambition at gøre det til en social og kulturel tumleplads, der også henvendte sig til arbejderklassen. Alma Åkermark ville desuden give tidsskriftet en klar nordisk holdning, bl.a. ved at indføre norske og danske bidrag på originalsprogene. Den fri debat var en hovedsag.
»Døm ikke nogen uden at høre dem. Fri tale. Overbevisning dannes ved hjælp af fornuftige begrundelser og modbegrundelser«. (Vignet i tidsskriftet Framåt).
Helt fra begyndelsen kom Dagny og Framåt til at stå over for hinanden. Det var to generationer af svensk kvindebevægelse, der fra forskellige udgangspunkter kæmpede for kvindernes rettigheder, repræsenteret af Sophie Adlersparre og den 30 år yngre Alma Åkermark. I Framåt diskuteres alle tidens kvindeproblemer, men redaktøren advarer mod at isolere kvindespørgsmålet og understreger, at tidsskriftet også ønsker, at mænd skal høre til dets læsere og debattører.
Framåt kom til at spille en overordentlig vigtig rolle for det litterære og radikale Sverige, ikke mindst som mulighed for offentliggørelse, når andre fora blev lukket. I tidsskriftets spalter blandes en debat om aktuel kvindeproblematik, som man vil sætte ind i et socialpolitisk og økonomisk perspektiv, med artikler om æstetiske spørgsmål og med skønlitterære bidrag. Med undtagelse af Strindberg kunne Framåt i sin korte levetid regne samtlige svenske 80’er-forfattere som sine medarbejdere. Herman Bang, brødrene Brandes, Jonas Lie og Bjørnstjerne Bjørnson hørte også til her.
Under sædelighedsdebatten veg Alma Åkermark ikke tilbage for at offentliggøre nogle for den tid udfordrende indlæg som f.eks. Stella Kleves novelle »Pyrrhussegrar«, hvad der medførte en annonceblokade mod tidsskriftet. I slutningen af 1887 optog Alma Åkermark ligeledes Georg Brandes’ tre vittige og giftige artikler, der ironiserede over Elisabeth Grundtvigs opfattelse af kvinder som engle uden seksualdrift. Dette blev for meget for den göteborgske læserkreds, og der blev iværksat en veritabel boykot af tidsskriftet.
»Det jeg beder om er, at de litterære stiger en smule ned, samler sig for at give – ikke noget til sig selv for et øjebliks nydelse – men for at give hele folket noget, give efterhånden og give således, at den store almenhed kan forstå mere og vender sin smag fra den lettere, ringere tidsskriftslitteratur«. (Brev fra Alma Åkermark til Ellen Key, den 18. januar 1889).
Ægteskabsdiskussionen blev dog fortsat i en række artikler af Urban von Feilitzen (sign. Robinson), som prøvede på at mægle mellem de yderliggående synspunkter ved at påpege, at både repræsentanterne for den frie kærlighed og de, der stillede krav til mandens renhed, mente, at kærlighed var nødvendig som grundlag for ægteskabet.
Blandt de litterære bidrag var det ikke kun Stella Kleves, som vakte forargelse. Gerda von Mickwitz’ skitse »Messling« (Mæslinger) – om en kvinde, der er blevet smittet med syfilis af sin mand – og Amalie Skrams uhyggeligt realistiske føljeton »Et Ægteskab« vakte voldsom diskussion. Strid stod der også om fortolkningen af Victoria Benedictssons Fru Marianne.
Trods avantgardens anerkendelse havde modstanden mod det radikale tidsskrift til sidst vokset sig så stærk, at Alma Åkermark og hendes mand, der nu stod som udgivere, og som havde ydet store økonomiske opofrelser for at holde Framåt kørende, blev nødt til at nedlægge tidsskriftet. Alma Åkermark var desuden blevet afskediget fra sit arbejde på »Fruntimmersföreningens skola«. Ægteparret søgte tilflugt i Finland, hvor manden døde af tuberkulose, hvorefter hun emigrerede til USA.
Forfatterrollen
De ydre begivenheder i 1880’ernes første år vidner om kvindelig optimisme, glæde og tillid, idet kvinderne lader hjemmets lukkede rum bag sig for at finde en plads i offentligheden. I større udstrækning end før møder vi nu også rejsende kvindelige forfattere. De søger udenlands til Danmark – for at møde Georg Brandes – til Norge og til kontinentet, hvor først og fremmest Italien er det både forjættede og kontroversielle land. Den mest omfattende dannelsesrejse foretog Anne Charlotte Edgren Leffler i foråret 1884 i selskab med den frisindede Julia Kjellberg, der nogle år senere blev gift med den kendte tyske socialdemokrat Georg Vollmar. Rejsen udstraktes helt til England, hvor især møderne i London med socialisterne August Bebel, Annie Besant og Eleanor Marx gjorde et stærkt indtryk på Anne Charlotte Edgren Leffler.
»Det jeg kommer til at savne mest, når jeg forlader London, er Eleanor Marx. Hun er en af de mest interessante fire naturer, jeg har mødt, og jeg holder rigtigt af hende som en ven … Hun er af samme stof som martyrerne og heltinderne. Hun ville kunne dø for sin sag … «(Anne Charlotte Edgren Leffler om Eleanor Marx, Karl Marx’ datter, i et brev til sin familie, den 26. maj 1884).
Også på andre måder har den forfatterrolle, som de skrivende kvinder nu indtager, visse ligheder med den mandlige. I modsætning til den forrige generations kvindelige forfattere med deres brede romankunst foretrækker de unge kvindelige forfattere ligesom deres mandlige kolleger de kortere genrer: rejseskitsen, novellen, folkelivsfortællingen, den korte roman og ikke mindst nutidsdramaet. I takt med at et større og større publikum fra over- og middelklassen fik interesse for nutidsdramaet og dets repertoire, blev det efterhånden lettere at skrive for scenen. De kvindelige forfattere tog genren til sig; 1880’erne kan opvise næsten lige så mange kvindelige dramatikere som de foregående årtier tilsammen. Kvinderne videreudvikler det moderne gennembruds emnekreds ved at problematisere kvindens stilling i og uden for ægteskabet, den ugifte kvindes og enkens situation, seksualiteten og sædelighedsspørgsmålet. Da disse temaer nu også stod på de mandlige forfatteres dagsorden, var de blevet næsten legitime at behandle.
»En tænkende kvinde måtte før, ja, for bare omkring ti år siden, stundom under sine teaterbesøg erfare en følelse af tomhed. Hun måtte undre sig over, at de spørgsmål, som så ofte beskæftigede hendes sind, at en kvinde, sådan som hun kendte så mange af, aldrig blev fremstillet på scenen … Nu er forholdet et andet. Sæ-delige spørgsmål af den mest alvorlige art fremstilles for den teaterbesøgende almenhed«. (Tidskrift för hemmet, 1884).
Under overfladen aner man imidlertid, hvor kontroversiel den kvindelige forfatter stadig var. Trods visse forbedringer var den almindelige pigeuddannelse stadig mangelfuld, og hos mange kvindelige forfattere indfandt der sig nemt en følelse af intellektuel usikkerhed over for de universitetsuddannede mænd. Desuden skulle de kvindelige forfattere bedømmes af et mandsdomineret kritikerkorps, som var præget af kønsfordomme. Der var heller ingen kvindelige kritikere, som uden forbehold støttede dem. Der blev tit brugt moralske bedømmelseskriterier, ikke kun af den toneangivende C.D. af Wirsén, men også i Tidskrift för hemmet og Dagny. En tekst, der behandlede erotik, seksualitet eller prostitution, kunne nemt blive bedømt som »modbydelig, uren, snavset«. Positivt vurderende ord var derimod »mandlig stil, kraftfuld, dristig«. På denne baggrund bliver kvindernes brug af pseudonym forståelig, ligesom deres almindeligvis sene debut. Det komplekse i skrivesituationen blev forstærket af kvindens egen forventning om, at hendes virke skulle give økonomisk selvstændighed, selv om hun var gift. Hun ville, ligesom sine mandlige kolleger, være forfatter af erhverv, ville kunne leve af sin pen.
Carl David af Wirsén var Sveriges førende konservative kritiker i 1880’erne og 1890’erne og desuden indflydelsesrig sekretær i Svenska Akademien. Johan Svedjedal har påpeget hans konservative kvindesyn som årsag til, at kun fire kvindelige forfattere af 69 blev tildelt de statslige forfatterstipendier, der blev uddelt af Svenska Akademien siden 1864. De fire var Mathilda Roos, Victoria Benedictsson, Selma Lagerlöf og Josefina Wettergrund.
1880’ernes tematik og motiver
Problematikken omkring selve det at skrive reflekteres i fiktionen som en dramatisering af forfatterrollen – stundom i forklædt form. Den kvindelige forfattererfaring, dette at være et handlende og talende subjekt i offentligheden, blev da enten skildret indirekte via en mandlig hovedperson eller ved at benytte en kvindelig billedkunstner, musiker eller scenekunster som talerør. Et træk, som de skrivende kvinder tit vender tilbage til, er kønspolariseringen. Mænd og kvinder hører øjensynlig til i forskellige systemer med vidt forskellige vurderinger og normer. Samtidig med at kvinden ser mandens mangler, invaderer han dog alligevel hendes tanker og bevidsthed, på samme måde som han dominerede det faktiske private og offentlige liv i slutningen af 1800-tallet. Det centrale i flere kvindelige tekster bliver derfor trods alt billedet af en kvinde, der havner i ikke-selvvalgt og ikke-aktiv ensomhed i sin søgen efter kærligheden. Denne kærlighed indebærer ikke at »blive delagtig i livets middellykke«, men er den romantiske drøm om en total og livslang samhørighed med en mand. Det er realiseringen af denne Ibsenske utopi, der er identisk med »liv«.
Men også August Strindbergs naturalisme kan spores f.eks. hos Anna Wahlenberg og Amalia Fahlstedt. Disse to forfattere indtog et selvstændigt standpunkt i sædelighedsdebatten. I deres tekster kan en hustru således tilgive sin mand både seksuel forbindelse og barn før ægteskabet (Anna Wahlenberg) eller ægtemanden sin kones utroskab under ægteskabet (Amalia Fahlstedt).
Et andet almindeligt motiv er det betændte mor/datter-forhold. Mens forholdet mellem mor og søn for det meste fremstår uproblematisk, ses moderen eller den ældre kvinde som en hindring for datterens eller den yngre kvindes udvikling mod selvstændighed. En metaforik, som forbinder kvindetilværelse med selvopgivelse, kaos, tyngde og tab, skaber flere teksters dybe sortsyn. Pessimismen er dog ikke entydig og gennemgående. Det moderne gennembruds kvindelige forfattere fremholder også positive billeder, hvor de former kvinder, der overvinder forhindringer, vokser i indsigt og styrke samt evner at give deres liv et nyt og bedre indhold.
»Der var stille længe. – Jeg tror, min pige fjerner sig mere og mere fra mig, blev der hvisket i en veg, skælvende tone. Krampagtigt, lidenskabeligt blev to arme slået om halsen på moderen, og lavt, vildt, hjælpeløst brød det frem: – Nej – nej, sig ikke sådan noget, hvad mener du, mor? O, jeg vil ikke. Hvad skal jeg gøre? Når der er så mørkt som nu, da føler jeg ligesom du, mor, men om dagen, da synes jeg, alt er, som far er – Hvorfor er det så forskelligt – o, vil du ikke hjælpe mig, mor? – jeg er så ulykkelig«. (Hilma Strandberg: »Från hennes barndom« i Framåt 1/1886).
De skrivende kvinder i 1880’erne opviser et bredt og nuanceret spektrum, der ikke kan sættes på én formel. Spændvidden kan ses i skildringen af den kvindelige erotik. Stella Kleves sensuelle tekster vakte almindelig modvilje, mens den samme problematik, mere forsigtigt fremstillet, blev accepteret. Bekræftelsen af den sanselige nydelse er årtier borte i denne førfreudianske tid, hvor det gjaldt om at finde en balance mellem »husets engel«, »hysterikeren«, »den opofrende moder« og »den seksuelt løsagtige kvinde«.
At patriarkatets billeder, der hen mod slutningen af 1880’erne i stigende grad fremstiller kvindelig seksualitet som truende, kvælende, ja, dræbende, også påvirkede kvindernes billeder af sig selv, det forekommer uundgåeligt. Salome, Medusa, sfinxen, huldren og den kvindelige vampyr bliver mere eller mindre dyriske projektioner af mandlig seksualskræk i tidens dekadente og avantgardistiske kunst.
Kulmination – bagslag
Kvindebølgens kulmination blev nået cirka 1886-1887. Da var Alfhild Agrell og Anne Charlotte Edgren Leffler stadig succesrige, og for Victoria Benedictsson var bagslaget endnu ikke indtruffet. I 1885 fik Sofie Bertelson sin ægteskabskomedie Efterspel opført, og Lydia Kuligrens Kärlek, »dramatisk tegning«, blev spillet samme år i Stockholm. Novellesamlinger eller romaner, oftest under den mere beskedne betegnelse »lang fortælling«, blev udgivet af Elin Améen, Amalia Fahlstedt, Ina Lange, Anne Wahlenberg og Mathilda Roos endnu i 1886-1887. I Göteborg var Framåt netop begyndt, og Hilma Angered-Strandbergs debut kom i 1887. Men omtrent samtidig blev en slags træthed inden for den kvindedebatterende litteratur mærkbar. Det er ikke uden betydning, at Brandes, som havde været den, der slog mest på tromme for et utilitaristisk litteratursyn, nogle år ind i 1880’erne forlod sit problemdebatterende program. Den fransk-inspirerede dekadence brød ind, og de mandlige kolleger, der tidligere i anerkendende vendinger havde støttet kvinderne, kom mere og mere i defensiven eller blev direkte negative.
Strindbergs Giftasnoveller slog tonen an, og hvis den i Giftas I, 1884, stadig er humoristisk, så er indledningen i Giftas II, 1887, desto mere aggressiv og giftig mod det, han kalder »Norakvinden« eller kulturkvinden. Blandt de mandlige kritikere regnede det med insinuationer om uselvstændighed, og det blev nonchalant forsikret, at de kvindelige tendensforfatteres arbejder hverken gjorde fra eller til i den løbende debat.
»Fordi den feje og lade kvinde har drevet manden alene ud i krig, er mændenes antal mindsket. Fordi også mændene alene har arbejdet til overmål, er mandkønnet udslidt. Nu, hvor mændene tillige ikke er til sinds at lade sig udnytte af kvinderne i ægteskab, er et stort antal kvinder begyndt at gå ugifte, dvs. at de ikke får en mand til at slave for sig. Derfor kvindekønnets rasende skrig, der tager sig udtryk i den såkalde Kvindesag«. (Strindberg: Giftas 11, 1887, »Forord«).
I efteråret 1886 gik Stella Kleve i Framåt til frontalangreb på Alfhild Agrell, Lydia Kuligren og Sofie Bertelson i en vittig artikel: »Om efterklangs- og indignationslitteraturen i Sverige«. Hun sagde, at hun teoretisk kunne tilslutte sig idéen om mænds og kvinders ligestilling, men betakkede sig for at se den behandlet i skønlitterær form, og i denne synsmåde fik hun støtte af Ola Hansson. Alfhild Agrell svarede, men ellers rykkede ingen kvinde ud med et forsvar. Manglen på sympatitilkendegivelser fra de kvindelige forfatteres eller fra Sophie Adlersparres side kan ses som et symptom på en ydre og en latent indre krise i kvindernes egne rækker. Der eksisterede ingen enig kvindefront i den betydning, at de skrivende kvinder i alle henseender solidariserede sig med den organiserede kvindebevægelse eller vice versa.
Det, de kvindelige forfattere krævede, var individets frigørelse, ikke »kvindesagskvindernes spændetrøje«. Men heller ikke de kvindelige forfattere udgjorde en homogen gruppe, der kunne slutte sig sammen om et fælles standpunkt.
Tropperne blev i bogstavelig forstand splittet. De kvindelige forfattere, som »overlevede« 1880’erne, fortsatte alle med at skrive, men havde stadig vanskeligere ved at gøre sig gældende. Samtidig var reformerne hen imod det kønsligestillede samfund gået i baglås. Imod 1860’erne og 1870’ernes otte lovændringer i kvindens favør står 1880’ernes ene fra 1884: den ugifte kvindes myndighedsalder fastsættes til 21 år. Endelig anbefalede den stadig mere toneangivende Ellen Key en ny vej for kvinden, der viste væk fra de tidlige 1880’eres individcentrering og »den ideale fordring«.