Stemningsdræbere, familiedramaer og læserkonfrontationer – immigrations- og adoptionslitteratur i Norden

Alle artikler Show options

Resumé

Hele artiklen

I 2000'ere og 2010'erne befolkes den litterære scene med nye stemmer, der kredser om temaer som racisme, hvidhed, køn, adoption og migration.

Forfatterne har det til fælles, at de med udgangspunkt i deres minoritetsbaggrund, reflekterer over deres erfaringer med at have en sproglig eller kulturel dobbeltidentitet.

Eksponenterne for disse nye stemmer er bl.a. Maja Lee Langvad, Eva Tind, Athena Farrokhzad og Jonas Hassen Khemiri.

Billeder (6)

  • Tina Enghoff. 2012. The Idea of Travelling. Fra serien Migrant Documents
  • Eva Tind. 2013. Lunch
  • Eva Tind. 2009. Fra serien Family.
  • Eva Tind. 2011. Mie. Fra serien Blonds
  • Eva Tind. 2011. Roll1026. Fra serien Blonds
  • Tina Enghoff. 2012. The Idea of Travelling. Fra serien Migrant Documents

Temaer (1)

Tid Land Emneord (16)

Stemningsdræbere, familiedramaer og læserkonfrontationer – immigrations- og adoptionslitteratur i Norden

Stemningsdræbere, familiedramaer og læserkonfrontationer – immigrations- og adoptionslitteratur i Norden
Hun er vred over, at hun ikke bliver betragtet som indvandrer i Danmark.
Hun er vred over, at hun bliver betragtet som indvandrer i Danmark. 
(Maja Lee Langvad: Hun er vred, 2014)
Efter oliekrisen i 1973 satte de skandinaviske regeringer restriktioner for arbejdsimmigrationen fra lande uden for Norden. I en periode på 30 år herefter var familiesammenføring og flugt fra krig og forfølgelse derfor primære årsager til indvandring. I samme periode, op gennem 1970’erne og 80’erne, steg antallet af transnationale adoptioner. Mens adopterede fra lande uden for Norden generelt anses for at udgøre en værdi for de skandinaviske velfærdssamfund, hvor de hjælper til at realisere drømmen om kernefamilien og bliver eksempler på den gode, velassimilerede ’indvandrer’, er ikke alle enige om ønskværdigheden af immigration pga. flugt, familiesammenføring og den nye bølge af arbejdsindvandring, som fulgte af 00’ernes EU-udvidelser mod øst. Hvad enten man er adopteret fra Korea, er indvandret fra f.eks. Tyrkiet, Iran, Jugoslavien, Afghanistan, Sri Lanka eller Palæstina, eller man er født af forældre, som er opvokset i lande uden for Norden eller hvis bedsteforældre kom til Danmark som arbejdsimmigranter i 60’erne, er man, i kraft af sin hudfarve, sit sprog eller sin kulturelle baggrund, ekstra synlig i et hvidt, homogent Skandinavien. 
Island og Finland har betydeligt mindre indvandring end Sverige, Norge og Danmark. I Finlands tilfælde var der stor udvandring til Sverige i løbet af 60’erne og 70’erne, hvor finnerne således blev en slags ’de andre’ i den svenske kultur. En sen litterær skildring af denne finske indvandringserfaring finder man f.eks. i Susanna Alakoskis (f. 1962) Svinalängorna (2006; Svinestierne, 2007), der handler om druk, misbrug og fattigdom hos en finsk indvandrerfamilie i et socialt boligbyggeri i Ystad 60’erne og 70’erne. I 2014 udkom den første roman på finsk skrevet af en somaliskfødt forfatter, Nura Farahs (f. 1979) roman Aavikon tyttäret (2014; Ørkenens døtre). Den foregår i Somalia og indfriede således ikke manges ønske om at få noget litteratur om multikulturalismens møder og konsekvenser i Finland. I Finland og Island er emner som adoption, immigration og racisme næsten udelukkende beskrevet fra de ’indfødtes’ perspektiver i litteraturen. 
Da den norsk-pakistanske teenager Khalid Hussain (1969) udgav sin bestsellerroman Pakkis (1986; Perker, 1988) om et teenageliv splittet mellem pakistanske familietraditioner og det norske velfærdssamfund, skrev en journalist i Aftenposten: "Som vanlig blir man forbauset over at utlendinger snakker norsk, i alle fall perfekt." Mens romanens problemstilling synes evigt aktuel i det skandinaviske mediebillede, ville en lignende udtalelse her 30 år senere stikke meget tydeligt ud med sin naive racisme. Vores sprog og andre kulturelle koder er dog stadig præget af raciale, klasse- og kønsmæssige opdelinger, om end ofte på mere usynlige måder. Og skønlitterære bøger skrevet af forfattere, hvis etniske baggrund eller kulturelle ophav er forskellig fra de nordiske, har kun langsomt materialiseret sig. Mens man i Sverige udråbte Jonas Hassen Khemiris (f. 1978) Ett öga rött (2003; Et rødt øje, 2004) til en ny indvandrerstemme, udskrev man i Danmark i 2006, efter at have konstateret en mangel på diversitet i det litterære landskab, en litteraturkonkurrence for ’nye stemmer’, hvor man netop søgte efter nye litterære perspektiver fra forfattere med minoritetsetnisk baggrund. Nassrin el Halawanis (f. 1972) tekst Den etniske lov fra den efterfølgende antologi, Nye stemmer (2007), kan læses som en ironisk kommentar til konkurrencens dobbelthed af både at ville give mulighed for at repræsentere nogle nye litterære perspektiver og samtidig risikere at sætte en bestemt slags forfatterstemmer i bås: "Paragraf 3: Én gang etnisk, altid etnisk.” Mange af anmeldelserne af antologien forholdt sig mere til konceptet end til teksterne selv, og spørgsmålet om ’immigrantstemmens’ integration i den skandinaviske litteratur knytter an til mere generelle nationale debatklimaer om immigrations-, køns- og reproduktionspolitik. På den ene side kan man insistere på, at litteraturen først og fremmest må tale for sig selv, og at et overdrevent fokus på etnisk oprindelse og kulturelle forskelle udpeger ’indvandrerforfatterens’ litterære perspektiv som ikke-skandinavisk og ikke-hvidt, kort sagt fastholder det en ’os’ og ’dem’-logik. På den anden side kan man fremhæve, at litteraturen kan bidrage til at udvide vores horisonter og bringe perspektiver på banen, som ellers er marginaliserede i vores offentlige diskussioner. Disse tilgange vidner også om forskellige syn på forholdet til kroppen bag teksten –¬ og med kroppen menes der faktorer som køn, hudfarve, biografi og seksualitet: Hvis man insisterer på at ignorere forfatterkroppen i læsningen, risikerer man at fastholde den i en udgrænset position, fordi den ikke får lov at udfordre den umiddelbare sammenknytning af majoritetens hvide krop med neutralitet. Hvis man derimod hele tiden læser kroppen med i teksten, risikerer man at overse aspekter ved den æstetiske udsigelse, der overskrider de talerammer, som sættes for den kropslige erfaring.
Skandinaviske forfattere, der skriver om emner som adoption og immigration, tematiserer i høj grad disse rammer for deres skønlitterære produktion. Samtidig er det også forfattere, der ofte bruger af hovedstolen, og som derfor også udfordrer skønlitteraturens forhold til biografisme og debat. De arbejder i en feministisk tradition for at forbinde det personlige med det politiske og for at kritisere neutralitetens ståsted som et traditionelt mandligt og hvidt privilegium. ’Indvandrerlitteratur’ er en betegnelse, som mange afviser, blandt andet fordi den synes kun at komme i spil, når det drejer sig om arabiske eller muslimske forfattere, hvorimod litteratur skrevet af forfattere med rødder i vestlige eller overvejende kristne lande ikke i samme grad modtages som immigrantlitteratur. I det følgende behandles litteratur, der forholder sig til aspekter af det, vi kalder identitetspolitik, dvs. racisme, hvidhed, køn, reproduktion og migration. Selvom forfatterne langt fra alle er indvandrere i den forstand, at de er født uden for Norden af ikke-nordiske forældre, deler de en erfaring af at have en sproglig eller kulturel dobbeltidentitet, som har været bestemmende for deres færden og opvækst i det hvide Norden. Samtidig er der også såkaldt ’hvide’ forfattere, der søger at forbinde en feministisk kritik med spørgsmål om immigration og eksklusion i Norden. 
I den litteratur, der har afsæt i emner som adoption og immigration, er det nemlig kendetegnende, at spørgsmålet om, hvilken form og hvilket sprog man kan give sådanne identitetsspørgsmål, er fremtrædende: Fra tekster skrevet på ’rinkebysvensk’ og ’perkerdansk’ over readymades og spørgeskemaer til læserkonfronterende grafik tydeliggør og forstyrrer disse forfattere vores indgroede måder at tale om immigration og adoption på. Det er bøger, der ikke bare viser os ’den anden’ side af multikulturalismens virkelighed, men som også tematiserer ’vores’ side, dvs. den offentlige tale, som er privilegeret og magtfuld derved, at den kan fremsætte sig selv som neutral. 
Adoption
Norden er det sted i verden, hvor der findes relativt flest adopterede. Indtil slutningen af 60’erne adopterede man hovedsaligt børn fra andre skandinaviske lande og fra det daværende Vesttyskland, men i takt med at de vesteuropæiske lande i 60’erne gennemgik økonomisk og social udvikling, faldt antallet af adoptioner fra disse lande, hvorfor man søgte mod lande i det globale syd og oplevede en eskalering i adoptioner fra Sydkorea i 70’erne og 80’erne. Hvor udenlandsk adoption i starten af 50’erne foregik privat, fik flere organisationer i løbet af 60’erne autorisation til at formidle kontakten mellem børnehjem og adoptanter, og fra slutningen af 60’erne overtog disse organisationer næsten helt formidlingen. 
De store årgange af sydkoreanske adopterede fra 70’erne og 80’erne er blevet voksne, og flere forfattere med adoptionsbaggrund har siden midthalvfemserne udgivet bøger, der handler om deres specifikke erfaringer med dobbeltidentitet, med den komplekse ønskebarnsfortælling og med at have en asiatisk krop i det hvide Norden. Disse forfattere skriver alternative biografier, inddrager dokumentationsmateriale og andre medier og undersøger sandhedsværdien af de fortællinger, de er vokset op med. 
Fundne dokumenter, fragmenter og genreeksperimenter
 
Håbet om at finde mere viden om det sted, de kommer fra, har fået mange adopterede til at vende tilbage til Sydkorea. Flere har oplevet, at man har løjet eller udeladt oplysninger om sagforholdene omkring deres adoption. Mens de såkaldte ’tilbagevendelsesfortællinger’ drives af identitetsspørgsmål, er det som regel ikke den traditionelle dannelsesrejsefortælling, der præger de litterære former, som adopterede forfattere benytter sig af. Det er snarere mere fragmentariske udgivelser, der grænser til dokumentarisme, og hvor også livshistorien som litterær genre bliver udfordret. På den måde handler det både om at opnå mere viden og, i en feministisk tradition, at smadre de gældende sandheder. 
 
Svenske Astrid Trotzigs (f. 1970) Blod är tjockare än vatten (1996; Blod er tykkere end vand) er et af de første eksempler på ’adoptionslitteratur’ i Norden. Det er en dokumentarisk tekst, hvor forfatteren i korte fragmenter beretter om sin adoption til Sverige og om en opvækst, der er drevet af spørgsmålene ’hvem er jeg?’ og ’hvad skal jeg her?’. Som andre coming-of-age-tekster er det altså arbejdet med at finde sin plads i verden, der driver plottet. Men det eksistentielle besvær er her forstærket, fordi disse spørgsmål også helt konkret handler om ikke at vide, hvor og hvem man kommer fra. Samtidig er de eksistentielle spørgsmål sammenfiltret med både ønskebarnsfortællingen, markedsvilkårene og det oprindelige svigt. Trotzig har som mange andre adopterede meget lidt dokumentation på sin sydkoreanske fortid. Et såkaldt “SOCIAL STUDY” gengives i bogen. Det er et dokument i punktform, der opremser blandt andet navn og estimeret fødselsdato, og i korte paragraffer giver en sparsom fortælling om hendes liv i de første fem måneder. Dokumentet slutter med en anbefaling: 
VII. Worker’s Comment: She is a little cute girl who can be grown healthy a proper environment is to be provided. She can be beloved by anyone. It is therefore, recommended that she will be adopted by a suitable family for her healthy growth and development. She is a lovely small an cute girl.
Denne dukkelignende beskrivelse er karakteristisk for den handelssituation, som transnational adoption siden 1960’erne også udgør, hvor det i mange tilfælde drejer sig om fattige ugifte kvinders børn, der bliver en vare for den velstående skandinaviske kernefamilie. 
10 år senere udgav danske Maja Lee Langvad (f. 1980) Find Holger Danske (2006). Det er en konceptuel digtsamling, der består af readymades – optryk af blandt andet adoptionspapirer –spørgeskemaer og genskrivninger. Samtidig er det den første skønlitterære bog, der kritisk behandler det sprog, man i Danmark bruger om indvandrere. Blandt andet behandler bogen den folkelige humor, der baserer sig på forskelle og ekskludering. På en side står en liste over udtryk, der gør sig morsomme på bekostning af asiaten: ”kineserpik// kineserpis// kinesersnot// kineserskæg”. Listen efterfølges af et optryk af ordforklaringer fra slangordbogen, der forbinder disse vendinger med tabuer om krop og seksualitet. Listen står ukommenteret hen ligesom bogens andre udpegninger af racebetonet humor, faste vendinger og en omskrivning af Janteloven in absurdum, der opremser ugyldige grunde til, at man kunne opfatte sig selv som dansk: ”2. Du skal ikke tro du er dansker, fordi du snakker flydende dansk”. På den måde, og trods spor af Langvads konkrete biografiske liv, tilbyder bogen ikke et personligt offerperspektiv, som læseren kan identificere sig med. Den insisterer snarere på at rette opmærksomhed mod vores indgroede sproglige og kulturelle begunstigelser af majoritetens perspektiv.
Danske Eva Tind (f. 1974) behandler ligeledes adoption, identitet og dobbeltkultur i sit kunstneriske og litterære virke. Hendes bøger Do (2009), Eva + Adolf (2011) og Han (2014) består af både tekster, tegninger og fotografier, og konstante skift i medie, optik og skala mimer digterjegets komplekse tilknytninger til nation, kultur og familie. I Do indsætter hun sig selv i fotografier af andre danske adoptivfamilier og udstiller dermed den grad af tilfældighed, adoptivfamilien bygger på. Forfatterskabet handler om, hvad det vil sige at høre til et sted, og det spørgsmål hænger sammen med, hvordan man hører til i sproget. Ligesom ”do” både betyder ”du” på jysk dialekt og på koreansk ”menneske”, ”kort”, ”sværd” og ”provins”, er “han” både et dansk pronomen, men også et ord, der på koreansk konnoterer sorg og uforløst vrede. Det er den slags dobbelthed, der træder i forgrunden og eksperimenteres med i forfatterskabet. 
Megen adoptionslitteratur handler om forsøget på at sammenstykke sin fortælling, ikke nødvendigvis for at gøre den fuldstændig, men også for at tilbyde alternative identitetsopfattelser. Norske Geir Follevåg (f. 1974) udgav i 2002 bogen Adoptert identitet (2002; Adopteret identitet), der blander intime dagbogsoptegnelser med en teoretisk refleksion over selvbiografien som genre og dens relation til den adopteredes erfaringer: “Jeg er blevet fortalt, at jeg har en ufuldstændig livshistorie. Jeg er, som sagt, en bog der mangler sider.” Follevåg gør op med den identitetsopfattelse, der ligger bag tanken om, at fortiden, og især ens biologiske ophav, determinerer, hvem man kan blive. For ham må den selvbiografiske tekst sprænge konventionen om at sammenfatte et liv og i stedet handle om, hvor man vil hen, og hvem man kan blive. I den forbindelse viser den adopteredes fragmentariske identitet noget om identitetens væsen i det hele taget. Mindre sikker på denne identitetsmæssige frihed er de fleste andre eksempler på adoptionslitteratur. Det kropslige udgangspunkt er ikke sådan at befri sig fra, når man pga. hudfarven oplever at blive mødt af specifikke forventninger til, hvem man er, og hvad man kan sige. F.eks. handler svenske Patrik Lundbergs (f. 1983) Gul utanpå (2013; Gul udenpå, 2014) blandt andet om at møde fordomme i Sverige om den asiatiske mandekrop, mens han oplever at være anderledes populær i Sydkorea på grund af sine vestlige privilegier. Det ikke at kunne tale det koreanske sprog og forstå de kulturelle koder skaber specifikke konflikter for de adopterede, der kommer tilbage til et samfund, hvor de i højere grad ser ud som andre, men hvor de alligevel er anderledes. I Lundbergs tilfælde genfinder han en kropslig og kønsmæssig identitet, mens hans svenske opvækst holder ham “fanget i en letmælksbevidsthed”.   
Den feministiske glædesdræber
Begrebet om ’den feministiske glædesdræber’ stammer fra teoretikeren Sara Ahmed. Det handler om retten til at ødelægge den gode stemning ved at påpege, at den trygge, gængse fortælling ofte baserer sig på udelukkelsen af andre erfaringer og fortællinger. Feministen er per definition sådan en stemningsdræber og risikerer i høj grad at få sin kritiske røst annulleret som privat følelsessnak eller endda hysteri. Det er også relevant i adoptionssammenhæng, hvor fortællingen om transnational adoption i de skandinaviske velfærdssamfund siden 70’erne har båret en lykkefortælling i sig, som måske også har forhindret både forældre og børn i at forholde sig til de specifikke erfaringer, som den adopterede er konfronteret med. Det er den gode fortælling om, at de, som er barnløse, får mulighed for at give kærlighed til et forældreløst barn, som dermed får mulighed for at leve et trygt og godt liv. Det er fortællingen om fattigdom i det globale syd som problem og adoption i det globale nord som løsning. Men det er også en fortælling, som har undladt at forholde sig til de globale strukturer, sociale problemer, patriarkat og kapitalisme, der fører til, at mennesker, og især ugifte kvinder, i tredjeverdenslande må afgive deres børn, oftest pigebørn, til adoption. Offentlige debatter om transnational adoption i Norden har traditionelt haft fokus på den ’humanitære gerning’ eller handlet om at rette op på tilfælde af korruption i adoptionssystemet. Men i de seneste år er disse perspektiver blevet udfordret og udvidet af de adopteredes egen deltagelse i debatten og af kritiske vinkler på transnational adoption fra forskere som Lene Myong og Tobias Hübinette. Både i litteraturen og i dagsbladsdebatter stilles der ubehagelige spørgsmål til systemets underliggende strukturer og til legitimiteten af transnational adoption i det hele taget. 
En sådan glædesdræber er også Maja Lee Langvads værk Hun er vred – et vidnesbyrd om transnational adoption fra 2014. Bogens koncept er enkelt: På bogens 237 sider starter sætninger og korte tekststykker med ordene “Hun er vred”. I sorgfulde, aggressive og præcise udsagn beskrives det, hvad hun er vred over, og hvem hun er vred på. Både politiske, kulturelle og juridiske omstændigheder, den personlige historie og andres genfortalte erfaringer optræder side om side. Og et faktuelt modus (statistikker, redegørelser og et omfattende noteapparat) blander sig med selvkritik, skam og eksistentielle overvejelser. Kroppen er en reaktionsflade for det hele; i Danmark fik hun mælkeprodukter som lille, men er, måske på grund af sin asiatiske krop, laktoseintolerant, og i Seoul får hun blærer på hænderne af stress over alt identitetsrodet. Tilsammen danner de enkelte vredesudbrud et virvar af eftertrykkelige gentagelser, små forskydninger og selvmodsigelser, sådan at de enkeltvist kontante udmeldinger også tegner et både sorgfuldt og rasende, inderligt og faktamættet tørt billede af en kompleks vrede, der skyder i alle mulige retninger, også indad. Afmagten er reel og kropsfølt, og også iblandet en vis humor:
Hun er vred over, at det er nat.
Hun er vred over, at det er dag. 
Hun er vred over, at det er dag i København. 
Hun er vred over, at det er nat i Seoul. 
Det er ikke fornuftens universelle stemme, der hævdes her, men en både lyrisk, kritisk og debatdesperat omgang med hårdtslående fakta, der samtidig er bevidst om sin egen position. Langvad insisterer på den uomgængelige relevans af det kropsligt forankrede perspektiv. Den viden, hun har, er også en kropslig erfaring, og i modsætning til den, der ville hævde et neutralt udgangspunkt for sin argumentation, skjuler hun altså ikke, at hendes perspektiv er et personligt perspektiv, der hænger sammen med andre perspektiver i den større politiske sammenhæng. 
Familiedramaer
Iranskfødte Athena Farrokhzads (f. 1983) prisbelønnede digtsamling Vitsvit (2013; Vitsvit 2014) er formbevidst, uforsonlig og patosfyldt. Det er et portræt af en familie, der er flygtet til Sverige fra Iran. Bogens grafiske udformning er slående: Omslaget er sølvfarvet og dermed et slags utydeligt eller umuligt spejl for læseren. Inden i bogen står teksten hvidt på en baggrund af sorte bjælker. Det kan ligne, at man har prøvet at censurere teksten, eller det kan være en omvending af udtrykket, at noget står “sort på hvidt”; måske ønsker man ikke i denne bog at være klar i mælet. Eller måske handler det om, at det svenske sprog er et hvidt sprog. Det er et hvidt sprog, som moderen i det første digt anklages for håbløst at ville assimilere sig ind i:
Min familie ankom hertil i en marxistisk idétradition
Min mor fyldte straks huset med pyntenisser 
Vejede plastikgranens fordele og ulemper på mod hinanden 
som om problemet var hendes 
Om dagen skelnede hun mellem lange og korte vokaler
som om lyden der kom ud af hendes mund
kunne vaske olivenolien ud af huden 
Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen
På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere
end en nordlandsk vinter 
Med undtagelse af dette første digt består teksterne af replikker fra mor, far, bror, mormor og morbror efter figuren “Min mor sagde…”, ”Min far sagde…” osv. Kun gennem deres udsagn får vi noget at vide om digterjeget. Replikkerne er en blanding af talemåder, aforismer, litterære citater og hverdagssprog, som ofte optræder i rytmiske gentagelsesstrukturer. De enkelte udsagn har abstrakt karakter, og karaktererne spørger også til deres egen fiktionalitet: “Min far sagde: Hvis far er det du skildrer”. Det er ikke en selvbiografisk familiehistorie, der udfoldes, men et mere generaliseret og flerstemmigt familiedrama om racisme, krig, flugt og assimilation, hvor faren spiller den revolutionære og moren den tilpasningsivrige pragmatiker.  
’Fjenden’ kommer således også indefra, fra moren, hvis mælk, som har næret digterjeget, bliver en barbarisk mælk, der kobles til de tilpasningsstrategier til ’det hvide’ majoritetssamfund, som moren har forsøgt at give videre. Heroverfor er digterjeget en rasende idealist. Det første digt slutter i den hårde, sorgfulde og uforsonlige tone, som præger hele bogen:
Tænk at jeg sugede på de bryster
Tænk at hun stoppede sit barbari i min mund
Bogen fremfører en repræsentationsproblematik, der kan minde om Gayatri Spivaks argument fra artiklen ”Can the subaltern speak?” (1988; Kan de undertrykte tale?), om, at den kolonialiserede ikke kan få en offentlig stemme, fordi hun kun har kolonimagtens officielle sprog til rådighed og dermed må ændre sit eget perspektiv for at blive hørt. På samme måde kan migranten, der digter på svensk, ikke adskille sig fra den dominerende kultur, som hun vil gøre modstand mod. Hvordan, hvorfra og til hvem kan man skrive om eksiltilstanden og om racisme og assimilation i det svenske samfund? Paradokset, der ligesom den hvide mælk gennemtrænger digtsamlingen, formuleres af broren:
Min bror sagde: Det eneste sprog du kan fordømme forgribelsen på er forgriberens sprog
og forgriberens sprog er et sprog som blev opfundet til at retfærdiggøre forgribelsen  
Hvor Farrokhzads digtsamling skildrer en generaliseret flygtningehistorie, er danske Yahya Hassans (f. 1995) digtsamling YAHYA HASSAN (2013) derimod et selvbiografisk forældre- og generationsopgør, der beskriver en voldelig, hyklerisk og patriarkalsk kultur blandt det fattige muslimske indvandrermiljø, han er vokset op i. I bogen fremstilles faderen og onklerne som voldelige og samfundsnassende skinhellige, der ikke skaber andet end en fremtid af vold og kriminalitet for deres børn. Mens teksterne er radikalt blasfemiske, er det mere faderens og andres forvaltning af religionen end selve dens væsen, som skytsene rettes mod: “EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN”. Det er nogle rasende tekster, skrevet med versaler, der anklager fædre, politi og socialpædagoger for at handle på en bund af voldelighed. Hassan beskriver sin egen voldelighed, sine ophold på diverse institutioner og sin vej mod at blive en ”SOLSTRÅLEHISTORIE!” om en kriminel indvandrerforfatter, der nu udkommer på den litterære højborg, forlaget Gyldendal. I det sidste langdigt mimer Hassan en slags ’perkerdansk’ og konfronterer og udstiller på den måde vores forventninger til en sådan digtsamling. YAHYA HASSAN er den bedst sælgende debutdigtsamling i dansk litteraturhistorie nogensinde, og mens han i offentligheden inviteres til at kommentere på debatter om Israel-Palæstina-konflikten og dansk integrationspolitik, er han også udsat for dødstrusler fra muslimer, der føler sig krænket over hans udfald mod islam. Han har været under konstant beskyttelse af livvagter fra politiets efterretningstjeneste. 
’Hvidhedsdebat’ 
I svenske Aftonbladet anmeldte Farrokhzad Hassans digtsamling og skrev, at hun personligt ikke, som Hassan, kunne skrive om sine erfaringer med patriarkalsk vold i intimsfæren, fordi hun ikke ønskede at bekræfte racistiske fordomme i den svenske offentlighed, som jævnfører denne vold med en mellemøstlig kultur. Dette provokerede den danske kritiker Lars Bukdahl, der som reaktion skrev på sin blog: “Man skal være meget svensk i hovedet for at censurere sig selv så eftertrykkeligt og inderligt.” Hassans digtsamling, Farrokhzads anmeldelse og Bukdahls reaktion medførte en lavine af diskussioner om selvcensur, ytringsfrihed, strukturel racisme, identitet, kritik og magtforhold i den litterære verden. Det blev en polariseret debat, hvor man på den ene side insisterede på det ’farveblinde’ perspektiv og på en strengt formelt interesseret æstetik i mødet med bøgerne, uafhængigt af forfatterintention og -biografi. På den anden side foreslog man, at ideen om, at det æstetiske kan afskæres fra det etiske, er forældet og i værste fald med til at fastholde nogle litterære perspektiver i marginaliserede positioner. Lignende diskussioner om den svenske provokunstner Dan Parks racistiske malerier og om censurering af klassiske børnebøger med racistisk indhold har også været med til at bringe spørgsmål om racisme, hvidhed, privilegier og kunstnerisk frihed frem i kunst- og litteraturdebatterne i starten af 10’erne.  
Også såkaldt ’hvide’ forfattere beskæftiger sig med spørgsmål om hvidhed, køn og racisme. Julie Sten-Knudsen med Atlanterhavet vokser (2013), Mette Moestrup med Dø løgn dø (2012), Christina Hagen med White Girl (2012) og Hanna Hallgren med Roslära (2012) har skrevet sprog- og historieundersøgende bøger, der også handler om, hvad man som hvid, privilegeret kvinde kan solidarisere sig med, og hvilke egne blinde vinkler man har, når man f.eks. taler fra et middelklasseperspektiv på vegne af kvinder, der har helt andre økonomiske og kulturelle baggrunde. Fra dette perspektiv må samfundskritikken også indebære en selvkritik. 
Hvor vi ofte, mere eller mindre konstruktivt, tager debatten op om åbenlys forskelsbehandling, integrations- og racismeproblemer i Norden, er litteraturen altså med til at udpege og problematisere disse debatters forudsætninger og indre logikker og ikke mindst deres konsekvenser for dem, der berøres mest. 
Litteraturliste
Ahmed, Sara: “Feminist Killjoys (And Other Willful Subjects)” i The Scholar & Feminist Online 8.3, 2010
Alakoski, Susanna: Svinalängorna, Albert Bonniers Förlag, 2006
Farah, Nura: Aavikon tyttäret, Otava, 2014
Farrokhzad, Athena: Vitsvit, Albert Bonniers Förlag, 2013
Farrokhzad, Athena: Vitsvit, Gyldendal, 2014. 
Follevåg, Geir: Adoptert identitet, Spartacus Forlag, 2002
Hagen, Christina: White Girl, Gyldendal, 2012
Hallgren, Hanna: Roslära, Pequod, 2007
Hassan, Yahya: YAHYA HASSAN, Gyldendal, 2013
Hussain, Khalid: Pakkis, Tiden Norsk Forlag, 1986
Hussain, Khalid: Perker, Haase & Søn, 1988
Hübinette, Tobias: “Comforting an Orphaned Nation. Representations of International Adoption and Adopted Koreans in Korean Popular Culture”, Korean Studies Series No. 32, Seoul: Jimoondang Publishing Company, 2006
Hübinette, Tobias: “From Orphan Trains to Babylifts: Colonial Trafficking, Empire Building and Social Engineering”, i Jane Jeong Trenka, Chinyere Oparah & Sun Yung Shin (red.), Outsiders Within: Writing on Transracial Adoption, South End Press, 2006
Khemiri, Jonas Hassen: Ett öga rött, Nordstedts, 2003
Khemiri, Jonas Hassen: Et rødt øje, Gyldendal, 2004 
Langvad, Maja Lee: Find Holger Danske, Borgen, 2006
Langvad, Maja Lee: Hun er vred, Gladiator, 2014
Lundberg, Patrick: Gul utanpå, Rabén & Sjögren, 2013
Lundberg, Patrick: Gul udenpå, Høst & Søn, 2013
Moestrup, Mette: Dø løgn dø, Gyldendal, 2012
Myong, Lene: Adopteret – Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse, ph.d.-afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, 2009
Nye stemmer, Antologi, Gyldendal, 2007
Pettersen, Silje Vatne; Østby, Lars: ”Innvandrere i Norge, Sverige og Danmark” i
Samfunnsspeilet 5/2013 
Spivak, Gayatri: “Can the Subaltern Speak?” i Nelson, Cary; Grossberg, Lawrence (red.),
Marxism and the Interpretation of Culture, Macmillian, 1988
Sten-Knudsen, Julie: Atlanterhavet vokser, Gyldendal, 2013
Tind, Eva: do, Gyldendal, 2010
Tind, Eva: eva + adolf, Gyldendal, 2011
Tind, Eva: Han, Gyldendal, 2014
Trotzig, Astrid: Blod är tjockare än vatten, Albert Bonniers Förlag, 1996

Hun er vred over, at hun ikke bliver betragtet som indvandrer i Danmark.
Hun er vred over, at hun bliver betragtet som indvandrer i Danmark. 
(Maja Lee Langvad: Hun er vred, 2014)   

Efter oliekrisen i 1973 satte de skandinaviske regeringer restriktioner for arbejdsimmigrationen fra lande uden for Norden. I en periode på 30 år herefter var familiesammenføring og flugt fra krig og forfølgelse derfor primære årsager til indvandring. I samme periode, op gennem 1970’erne og 80’erne, steg antallet af transnationale adoptioner. Mens adopterede fra lande uden for Norden generelt anses for at udgøre en værdi for de skandinaviske velfærdssamfund, hvor de hjælper til at realisere drømmen om kernefamilien og bliver eksempler på den gode, velassimilerede ’indvandrer’, er ikke alle enige om ønskværdigheden af immigration pga. flugt, familiesammenføring og den nye bølge af arbejdsindvandring, som fulgte af 00’ernes EU-udvidelser mod øst. Hvad enten man er adopteret fra Korea, er indvandret fra f.eks. Tyrkiet, Iran, Jugoslavien, Afghanistan, Sri Lanka eller Palæstina, eller man er født af forældre, som er opvokset i lande uden for Norden eller hvis bedsteforældre kom til Danmark som arbejdsimmigranter i 60’erne, er man, i kraft af sin hudfarve, sit sprog eller sin kulturelle baggrund, ekstra synlig i et hvidt, homogent Skandinavien.

Island og Finland har betydeligt mindre indvandring end Sverige, Norge og Danmark. I Finlands tilfælde var der stor udvandring til Sverige i løbet af 60’erne og 70’erne, hvor finnerne således blev en slags ’de andre’ i den svenske kultur. En sen litterær skildring af denne finske indvandringserfaring finder man f.eks. i Susanna Alakoskis (f. 1962) Svinalängorna (2006; Svinestierne, 2007), der handler om druk, misbrug og fattigdom hos en finsk indvandrerfamilie i et socialt boligbyggeri i Ystad 60’erne og 70’erne. I 2014 udkom den første roman på finsk skrevet af en somaliskfødt forfatter, Nura Farahs (f. 1979) roman Aavikon tyttäret (2014; Ørkenens døtre). Den foregår i Somalia og indfriede således ikke manges ønske om at få noget litteratur om multikulturalismens møder og konsekvenser i Finland. I Finland og Island er emner som adoption, immigration og racisme næsten udelukkende beskrevet fra de ’indfødtes’ perspektiver i litteraturen. 

Tina Enghoff. 2012. The Idea of Travelling. Fra serien Migrant Documents
The Idea of Travelling. Fra serien Migrant Documents. Tina Enghoff, 2012. 

Da den norsk-pakistanske teenager Khalid Hussain (1969) udgav sin bestsellerroman Pakkis (1986; Perker, 1987) om et teenageliv splittet mellem pakistanske familietraditioner og det norske velfærdssamfund, skrev en journalist i Aftenposten: "Som vanlig blir man forbauset over at utlendinger snakker norsk, i alle fall perfekt." Mens romanens problemstilling synes evigt aktuel i det skandinaviske mediebillede, ville en lignende udtalelse her 30 år senere stikke meget tydeligt ud med sin naive racisme. Vores sprog og andre kulturelle koder er dog stadig præget af raciale, klasse- og kønsmæssige opdelinger, om end ofte på mere usynlige måder. Og skønlitterære bøger skrevet af forfattere, hvis etniske baggrund eller kulturelle ophav er forskellig fra de nordiske, har kun langsomt materialiseret sig. Mens man i Sverige udråbte Jonas Hassen Khemiris (f. 1978) Ett öga rött (2003; Et øje rødt, 2004) til en ny indvandrerstemme, udskrev man i Danmark i 2006, efter at have konstateret en mangel på diversitet i det litterære landskab, en litteraturkonkurrence for ’nye stemmer’, hvor man netop søgte efter nye litterære perspektiver fra forfattere med minoritetsetnisk baggrund. Nassrin el Halawanis (f. 1972) tekst Den etniske lov fra den efterfølgende antologi, Nye stemmer (2007), kan læses som en ironisk kommentar til konkurrencens dobbelthed af både at ville give mulighed for at repræsentere nogle nye litterære perspektiver og samtidig risikere at sætte en bestemt slags forfatterstemmer i bås: "Paragraf 3: Én gang etnisk, altid etnisk.” Mange af anmeldelserne af antologien forholdt sig mere til konceptet end til teksterne selv, og spørgsmålet om ’immigrantstemmens’ integration i den skandinaviske litteratur knytter an til mere generelle nationale debatklimaer om immigrations-, køns- og reproduktionspolitik. På den ene side kan man insistere på, at litteraturen først og fremmest må tale for sig selv, og at et overdrevent fokus på etnisk oprindelse og kulturelle forskelle udpeger ’indvandrerforfatterens’ litterære perspektiv som ikke-skandinavisk og ikke-hvidt, kort sagt fastholder det en ’os’ og ’dem’-logik. På den anden side kan man fremhæve, at litteraturen kan bidrage til at udvide vores horisonter og bringe perspektiver på banen, som ellers er marginaliserede i vores offentlige diskussioner. Disse tilgange vidner også om forskellige syn på forholdet til kroppen bag teksten – og med kroppen menes der faktorer som køn, hudfarve, biografi og seksualitet: Hvis man insisterer på at ignorere forfatterkroppen i læsningen, risikerer man at fastholde den i en udgrænset position, fordi den ikke får lov at udfordre den umiddelbare sammenknytning af majoritetens hvide krop med neutralitet. Hvis man derimod hele tiden læser kroppen med i teksten, risikerer man at overse aspekter ved den æstetiske udsigelse, der overskrider de talerammer, som sættes for den kropslige erfaring.

Skandinaviske forfattere, der skriver om emner som adoption og immigration, tematiserer i høj grad disse rammer for deres skønlitterære produktion. Samtidig er det også forfattere, der ofte bruger af hovedstolen, og som derfor også udfordrer skønlitteraturens forhold til biografisme og debat. De arbejder i en feministisk tradition for at forbinde det personlige med det politiske og for at kritisere neutralitetens ståsted som et traditionelt mandligt og hvidt privilegium. ’Indvandrerlitteratur’ er en betegnelse, som mange afviser, blandt andet fordi den synes kun at komme i spil, når det drejer sig om arabiske eller muslimske forfattere, hvorimod litteratur skrevet af forfattere med rødder i vestlige eller overvejende kristne lande ikke i samme grad modtages som immigrantlitteratur. I det følgende behandles litteratur, der forholder sig til aspekter af det, vi kalder identitetspolitik, dvs. racisme, hvidhed, køn, reproduktion og migration. Selvom forfatterne langt fra alle er indvandrere i den forstand, at de er født uden for Norden af ikke-nordiske forældre, deler de en erfaring af at have en sproglig eller kulturel dobbeltidentitet, som har været bestemmende for deres færden og opvækst i det hvide Norden. Samtidig er der også såkaldt ’hvide’ forfattere, der søger at forbinde en feministisk kritik med spørgsmål om immigration og eksklusion i Norden. 

I den litteratur, der har afsæt i emner som adoption og immigration, er det nemlig kendetegnende, at spørgsmålet om, hvilken form og hvilket sprog man kan give sådanne identitetsspørgsmål, er fremtrædende: Fra tekster skrevet på ’rinkebysvensk’ og ’perkerdansk’ over readymades og spørgeskemaer til læserkonfronterende grafik tydeliggør og forstyrrer disse forfattere vores indgroede måder at tale om immigration og adoption på. Det er bøger, der ikke bare viser os ’den anden’ side af multikulturalismens virkelighed, men som også tematiserer ’vores’ side, dvs. den offentlige tale, som er privilegeret og magtfuld derved, at den kan fremsætte sig selv som neutral. 

Adoption

Norden er det sted i verden, hvor der findes relativt flest adopterede. Indtil slutningen af 60’erne adopterede man hovedsaligt børn fra andre skandinaviske lande og fra det daværende Vesttyskland, men i takt med at de vesteuropæiske lande i 60’erne gennemgik økonomisk og social udvikling, faldt antallet af adoptioner fra disse lande, hvorfor man søgte mod lande i det globale syd og oplevede en eskalering i adoptioner fra Sydkorea i 70’erne og 80’erne. Hvor udenlandsk adoption i starten af 50’erne foregik privat, fik flere organisationer i løbet af 60’erne autorisation til at formidle kontakten mellem børnehjem og adoptanter, og fra slutningen af 60’erne overtog disse organisationer næsten helt formidlingen. 

De store årgange af sydkoreanske adopterede fra 70’erne og 80’erne er blevet voksne, og flere forfattere med adoptionsbaggrund har siden midthalvfemserne udgivet bøger, der handler om deres specifikke erfaringer med dobbeltidentitet, med den komplekse ønskebarnsfortælling og med at have en asiatisk krop i det hvide Norden. Disse forfattere skriver alternative biografier, inddrager dokumentationsmateriale og andre medier og undersøger sandhedsværdien af de fortællinger, de er vokset op med. 

Fundne dokumenter, fragmenter og genreeksperimenter 

Håbet om at finde mere viden om det sted, de kommer fra, har fået mange adopterede til at vende tilbage til Sydkorea. Flere har oplevet, at man har løjet eller udeladt oplysninger om sagforholdene omkring deres adoption. Mens de såkaldte ’tilbagevendelsesfortællinger’ drives af identitetsspørgsmål, er det som regel ikke den traditionelle dannelsesrejsefortælling, der præger de litterære former, som adopterede forfattere benytter sig af. Det er snarere mere fragmentariske udgivelser, der grænser til dokumentarisme, og hvor også livshistorien som litterær genre bliver udfordret. På den måde handler det både om at opnå mere viden og, i en feministisk tradition, at smadre de gældende sandheder.  

Svenske Astrid Trotzigs (f. 1970) Blod är tjockare än vatten (1996; Blod er tykkere end vand) er et af de første eksempler på ’adoptionslitteratur’ i Norden. Det er en dokumentarisk tekst, hvor forfatteren i korte fragmenter beretter om sin adoption til Sverige og om en opvækst, der er drevet af spørgsmålene ’hvem er jeg?’ og ’hvad skal jeg her?’. Som andre coming-of-age-tekster er det altså arbejdet med at finde sin plads i verden, der driver plottet. Men det eksistentielle besvær er her forstærket, fordi disse spørgsmål også helt konkret handler om ikke at vide, hvor og hvem man kommer fra. Samtidig er de eksistentielle spørgsmål sammenfiltret med både ønskebarnsfortællingen, markedsvilkårene og det oprindelige svigt. Trotzig har som mange andre adopterede meget lidt dokumentation på sin sydkoreanske fortid. Et såkaldt “SOCIAL STUDY” gengives i bogen. Det er et dokument i punktform, der opremser blandt andet navn og estimeret fødselsdato, og i korte paragraffer giver en sparsom fortælling om hendes liv i de første fem måneder. Dokumentet slutter med en anbefaling: 

VII. Worker’s Comment: She is a little cute girl who can be grown healthy a proper environment is to be provided. She can be beloved by anyone. It is therefore, recommended that she will be adopted by a suitable family for her healthy growth and development. She is a lovely small an cute girl.

Eva Tind. 2013. Lunch
Lunch. Eva Tind, 2013.

Denne dukkelignende beskrivelse er karakteristisk for den handelssituation, som transnational adoption siden 1960’erne også udgør, hvor det i mange tilfælde drejer sig om fattige ugifte kvinders børn, der bliver en vare for den velstående skandinaviske kernefamilie. 

10 år senere udgav danske Maja Lee Langvad (f. 1980) Find Holger Danske (2006). Det er en konceptuel digtsamling, der består af readymades – optryk af blandt andet adoptionspapirer –spørgeskemaer og genskrivninger. Samtidig er det den første skønlitterære bog, der kritisk behandler det sprog, man i Danmark bruger om indvandrere. Blandt andet behandler bogen den folkelige humor, der baserer sig på forskelle og ekskludering. På en side står en liste over udtryk, der gør sig morsomme på bekostning af asiaten: ”kineserpik// kineserpis// kinesersnot// kineserskæg”. Listen efterfølges af et optryk af ordforklaringer fra slangordbogen, der forbinder disse vendinger med tabuer om krop og seksualitet. Listen står ukommenteret hen ligesom bogens andre udpegninger af racebetonet humor, faste vendinger og en omskrivning af Janteloven in absurdum, der opremser ugyldige grunde til, at man kunne opfatte sig selv som dansk: ”2. Du skal ikke tro du er dansker, fordi du snakker flydende dansk”. På den måde, og trods spor af Langvads konkrete biografiske liv, tilbyder bogen ikke et personligt offerperspektiv, som læseren kan identificere sig med. Den insisterer snarere på at rette opmærksomhed mod vores indgroede sproglige og kulturelle begunstigelser af majoritetens perspektiv.

Danske Eva Tind (f. 1974) behandler ligeledes adoption, identitet og dobbeltkultur i sit kunstneriske og litterære virke. Hendes bøger Do (2009), Eva + Adolf (2011) og Han (2014) består af både tekster, tegninger og fotografier, og konstante skift i medie, optik og skala mimer digterjegets komplekse tilknytninger til nation, kultur og familie. I Do indsætter hun sig selv i fotografier af andre danske adoptivfamilier og udstiller dermed den grad af tilfældighed, adoptivfamilien bygger på. Forfatterskabet handler om, hvad det vil sige at høre til et sted, og det spørgsmål hænger sammen med, hvordan man hører til i sproget. Ligesom ”do” både betyder ”du” på jysk dialekt og på koreansk ”menneske”, ”kort”, ”sværd” og ”provins”, er “han” både et dansk pronomen, men også et ord, der på koreansk konnoterer sorg og uforløst vrede. Det er den slags dobbelthed, der træder i forgrunden og eksperimenteres med i forfatterskabet. 

Eva Tind. 2009. Fra serien Family.
Fra serien Family. Eva Tind, 2009.

Megen adoptionslitteratur handler om forsøget på at sammenstykke sin fortælling, ikke nødvendigvis for at gøre den fuldstændig, men også for at tilbyde alternative identitetsopfattelser. Norske Geir Follevåg (f. 1974) udgav i 2002 bogen Adoptert identitet (2002; Adopteret identitet), der blander intime dagbogsoptegnelser med en teoretisk refleksion over selvbiografien som genre og dens relation til den adopteredes erfaringer: “Jeg er blevet fortalt, at jeg har en ufuldstændig livshistorie. Jeg er, som sagt, en bog der mangler sider.” Follevåg gør op med den identitetsopfattelse, der ligger bag tanken om, at fortiden, og især ens biologiske ophav, determinerer, hvem man kan blive. For ham må den selvbiografiske tekst sprænge konventionen om at sammenfatte et liv og i stedet handle om, hvor man vil hen, og hvem man kan blive. I den forbindelse viser den adopteredes fragmentariske identitet noget om identitetens væsen i det hele taget. Mindre sikker på denne identitetsmæssige frihed er de fleste andre eksempler på adoptionslitteratur. Det kropslige udgangspunkt er ikke sådan at befri sig fra, når man pga. hudfarven oplever at blive mødt af specifikke forventninger til, hvem man er, og hvad man kan sige. F.eks. handler svenske Patrik Lundbergs (f. 1983) Gul utanpå (2013; Gul udenpå, 2013) blandt andet om at møde fordomme i Sverige om den asiatiske mandekrop, mens han oplever at være anderledes populær i Sydkorea på grund af sine vestlige privilegier. Det ikke at kunne tale det koreanske sprog og forstå de kulturelle koder skaber specifikke konflikter for de adopterede, der kommer tilbage til et samfund, hvor de i højere grad ser ud som andre, men hvor de alligevel er anderledes. I Lundbergs tilfælde genfinder han en kropslig og kønsmæssig identitet, mens hans svenske opvækst holder ham “fanget i en letmælksbevidsthed”.   

Den feministiske glædesdræber

Begrebet om ’den feministiske glædesdræber’ stammer fra teoretikeren Sara Ahmed. Det handler om retten til at ødelægge den gode stemning ved at påpege, at den trygge, gængse fortælling ofte baserer sig på udelukkelsen af andre erfaringer og fortællinger. Feministen er per definition sådan en stemningsdræber og risikerer i høj grad at få sin kritiske røst annulleret som privat følelsessnak eller endda hysteri. Det er også relevant i adoptionssammenhæng, hvor fortællingen om transnational adoption i de skandinaviske velfærdssamfund siden 70’erne har båret en lykkefortælling i sig, som måske også har forhindret både forældre og børn i at forholde sig til de specifikke erfaringer, som den adopterede er konfronteret med. Det er den gode fortælling om, at de, som er barnløse, får mulighed for at give kærlighed til et forældreløst barn, som dermed får mulighed for at leve et trygt og godt liv. Det er fortællingen om fattigdom i det globale syd som problem og adoption i det globale nord som løsning. Men det er også en fortælling, som har undladt at forholde sig til de globale strukturer, sociale problemer, patriarkat og kapitalisme, der fører til, at mennesker, og især ugifte kvinder, i tredjeverdenslande må afgive deres børn, oftest pigebørn, til adoption. Offentlige debatter om transnational adoption i Norden har traditionelt haft fokus på den ’humanitære gerning’ eller handlet om at rette op på tilfælde af korruption i adoptionssystemet. Men i de seneste år er disse perspektiver blevet udfordret og udvidet af de adopteredes egen deltagelse i debatten og af kritiske vinkler på transnational adoption fra forskere som Lene Myong og Tobias Hübinette. Både i litteraturen og i dagsbladsdebatter stilles der ubehagelige spørgsmål til systemets underliggende strukturer og til legitimiteten af transnational adoption i det hele taget.

Eva Tind. 2011. Mie. Fra serien Blonds
 Mie. Fra serien Blonds. Eva Tind, 2011.

En sådan glædesdræber er også Maja Lee Langvads værk Hun er vred – et vidnesbyrd om transnational adoption fra 2014. Bogens koncept er enkelt: På bogens 237 sider starter sætninger og korte tekststykker med ordene “Hun er vred”. I sorgfulde, aggressive og præcise udsagn beskrives det, hvad hun er vred over, og hvem hun er vred på. Både politiske, kulturelle og juridiske omstændigheder, den personlige historie og andres genfortalte erfaringer optræder side om side. Og et faktuelt modus (statistikker, redegørelser og et omfattende noteapparat) blander sig med selvkritik, skam og eksistentielle overvejelser. Kroppen er en reaktionsflade for det hele; i Danmark fik hun mælkeprodukter som lille, men er, måske på grund af sin asiatiske krop, laktoseintolerant, og i Seoul får hun blærer på hænderne af stress over alt identitetsrodet. Tilsammen danner de enkelte vredesudbrud et virvar af eftertrykkelige gentagelser, små forskydninger og selvmodsigelser, sådan at de enkeltvist kontante udmeldinger også tegner et både sorgfuldt og rasende, inderligt og faktamættet tørt billede af en kompleks vrede, der skyder i alle mulige retninger, også indad. Afmagten er reel og kropsfølt, og også iblandet en vis humor:

Hun er vred over, at det er nat.
Hun er vred over, at det er dag. 
Hun er vred over, at det er dag i København. 
Hun er vred over, at det er nat i Seoul. 

Det er ikke fornuftens universelle stemme, der hævdes her, men en både lyrisk, kritisk og debatdesperat omgang med hårdtslående fakta, der samtidig er bevidst om sin egen position. Langvad insisterer på den uomgængelige relevans af det kropsligt forankrede perspektiv. Den viden, hun har, er også en kropslig erfaring, og i modsætning til den, der ville hævde et neutralt udgangspunkt for sin argumentation, skjuler hun altså ikke, at hendes perspektiv er et personligt perspektiv, der hænger sammen med andre perspektiver i den større politiske sammenhæng. 

Familiedramaer

Iranskfødte Athena Farrokhzads (f. 1983) prisbelønnede digtsamling Vitsvit (2013; Vitsvit 2014) er formbevidst, uforsonlig og patosfyldt. Det er et portræt af en familie, der er flygtet til Sverige fra Iran. Bogens grafiske udformning er slående: Omslaget er sølvfarvet og dermed et slags utydeligt eller umuligt spejl for læseren. Inden i bogen står teksten hvidt på en baggrund af sorte bjælker. Det kan ligne, at man har prøvet at censurere teksten, eller det kan være en omvending af udtrykket, at noget står “sort på hvidt”; måske ønsker man ikke i denne bog at være klar i mælet. Eller måske handler det om, at det svenske sprog er et hvidt sprog. Det er et hvidt sprog, som moderen i det første digt anklages for håbløst at ville assimilere sig ind i:

Min familie ankom hertil i en marxistisk idétradition
Min mor fyldte straks huset med pyntenisser 
Vejede plastikgranens fordele og ulemper på mod hinanden som om problemet var hendes 

Om dagen skelnede hun mellem lange og korte vokalersom
om lyden der kom ud af hendes mund
kunne vaske olivenolien ud af huden 

Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen
På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere
end en nordlandsk vinter 

Eva Tind. 2011. Roll1026. Fra serien Blonds
Roll1026. Fra serien Blonds. Eva Tind, 2011. 

Med undtagelse af dette første digt består teksterne af replikker fra mor, far, bror, mormor og morbror efter figuren “Min mor sagde…”, ”Min far sagde…” osv. Kun gennem deres udsagn får vi noget at vide om digterjeget. Replikkerne er en blanding af talemåder, aforismer, litterære citater og hverdagssprog, som ofte optræder i rytmiske gentagelsesstrukturer. De enkelte udsagn har abstrakt karakter, og karaktererne spørger også til deres egen fiktionalitet: “Min far sagde: Hvis far er det du skildrer”. Det er ikke en selvbiografisk familiehistorie, der udfoldes, men et mere generaliseret og flerstemmigt familiedrama om racisme, krig, flugt og assimilation, hvor faren spiller den revolutionære og moren den tilpasningsivrige pragmatiker.  

’Fjenden’ kommer således også indefra, fra moren, hvis mælk, som har næret digterjeget, bliver en barbarisk mælk, der kobles til de tilpasningsstrategier til ’det hvide’ majoritetssamfund, som moren har forsøgt at give videre. Heroverfor er digterjeget en rasende idealist. Det første digt slutter i den hårde, sorgfulde og uforsonlige tone, som præger hele bogen:

Tænk at jeg sugede på de bryster
Tænk at hun stoppede sit barbari i min mund

Bogen fremfører en repræsentationsproblematik, der kan minde om Gayatri Spivaks argument fra artiklen ”Can the subaltern speak?” (1988; Kan de undertrykte tale?), om, at den kolonialiserede ikke kan få en offentlig stemme, fordi hun kun har kolonimagtens officielle sprog til rådighed og dermed må ændre sit eget perspektiv for at blive hørt. På samme måde kan migranten, der digter på svensk, ikke adskille sig fra den dominerende kultur, som hun vil gøre modstand mod. Hvordan, hvorfra og til hvem kan man skrive om eksiltilstanden og om racisme og assimilation i det svenske samfund? Paradokset, der ligesom den hvide mælk gennemtrænger digtsamlingen, formuleres af broren:

Min bror sagde: Det eneste sprog du kan fordømme forgribelsen på er forgriberens sprog
og forgriberens sprog er et sprog som blev opfundet til at retfærdiggøre forgribelsen  

Hvor Farrokhzads digtsamling skildrer en generaliseret flygtningehistorie, er danske Yahya Hassans (f. 1995) digtsamling YAHYA HASSAN (2013) derimod et selvbiografisk forældre- og generationsopgør, der beskriver en voldelig, hyklerisk og patriarkalsk kultur blandt det fattige muslimske indvandrermiljø, han er vokset op i. I bogen fremstilles faderen og onklerne som voldelige og samfundsnassende skinhellige, der ikke skaber andet end en fremtid af vold og kriminalitet for deres børn. Mens teksterne er radikalt blasfemiske, er det mere faderens og andres forvaltning af religionen end selve dens væsen, som skytsene rettes mod: “EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN”. Det er nogle rasende tekster, skrevet med versaler, der anklager fædre, politi og socialpædagoger for at handle på en bund af voldelighed. Hassan beskriver sin egen voldelighed, sine ophold på diverse institutioner og sin vej mod at blive en ”SOLSTRÅLEHISTORIE!” om en kriminel indvandrerforfatter, der nu udkommer på den litterære højborg, forlaget Gyldendal. I det sidste langdigt mimer Hassan en slags ’perkerdansk’ og konfronterer og udstiller på den måde vores forventninger til en sådan digtsamling. YAHYA HASSAN er den bedst sælgende debutdigtsamling i dansk litteraturhistorie nogensinde, og mens han i offentligheden inviteres til at kommentere på debatter om Israel-Palæstina-konflikten og dansk integrationspolitik, er han også udsat for dødstrusler fra muslimer, der føler sig krænket over hans udfald mod islam. Han har været under konstant beskyttelse af livvagter fra politiets efterretningstjeneste.

’Hvidhedsdebat’ 

I svenske Aftonbladet anmeldte Farrokhzad Hassans digtsamling og skrev, at hun personligt ikke, som Hassan, kunne skrive om sine erfaringer med patriarkalsk vold i intimsfæren, fordi hun ikke ønskede at bekræfte racistiske fordomme i den svenske offentlighed, som jævnfører denne vold med en mellemøstlig kultur. Dette provokerede den danske kritiker Lars Bukdahl, der som reaktion skrev på sin blog: “Man skal være meget svensk i hovedet for at censurere sig selv så eftertrykkeligt og inderligt.” Hassans digtsamling, Farrokhzads anmeldelse og Bukdahls reaktion medførte en lavine af diskussioner om selvcensur, ytringsfrihed, strukturel racisme, identitet, kritik og magtforhold i den litterære verden. Det blev en polariseret debat, hvor man på den ene side insisterede på det ’farveblinde’ perspektiv og på en strengt formelt interesseret æstetik i mødet med bøgerne, uafhængigt af forfatterintention og -biografi. På den anden side foreslog man, at ideen om, at det æstetiske kan afskæres fra det etiske, er forældet og i værste fald med til at fastholde nogle litterære perspektiver i marginaliserede positioner. Lignende diskussioner om den svenske provokunstner Dan Parks racistiske malerier og om censurering af klassiske børnebøger med racistisk indhold har også været med til at bringe spørgsmål om racisme, hvidhed, privilegier og kunstnerisk frihed frem i kunst- og litteraturdebatterne i starten af 10’erne.

Tina Enghoff. 2012. The Idea of Travelling. Fra serien Migrant Documents
The Idea of Travelling. Fra serien Migrant Documents. Tina Enghoff, 2012. 

Også såkaldt ’hvide’ forfattere beskæftiger sig med spørgsmål om hvidhed, køn og racisme. Julie Sten-Knudsen med Atlanterhavet vokser (2013), Mette Moestrup med Dø løgn dø (2012), Christina Hagen med White Girl (2012) og Hanna Hallgren med Roslära (2012; Rosenlære) har skrevet sprog- og historieundersøgende bøger, der også handler om, hvad man som hvid, privilegeret kvinde kan solidarisere sig med, og hvilke egne blinde vinkler man har, når man f.eks. taler fra et middelklasseperspektiv på vegne af kvinder, der har helt andre økonomiske og kulturelle baggrunde. Fra dette perspektiv må samfundskritikken også indebære en selvkritik. 

Hvor vi ofte, mere eller mindre konstruktivt, tager debatten op om åbenlys forskelsbehandling, integrations- og racismeproblemer i Norden, er litteraturen altså med til at udpege og problematisere disse debatters forudsætninger og indre logikker og ikke mindst deres konsekvenser for dem, der berøres mest. 

Skønlitteratur

  • Susanna Alakoski: Svinalängorna. Albert Bonniers Förlag, 2006. På dansk Svinestierne. Gyldendal, 2007
  • Nura Farah: Aavikon tyttäret (Ørkenens døtre). Otava, 2014
  • Athena Farrokhzad: Vitsvit, Albert Bonniers Förlag, 2013. På dansk Vitsvit. Gyldendal, 2014 
  • Geir Follevåg: Adoptert identitet (Adopteret identitet). Spartacus Forlag, 2002
  • Christina Hagen: White Girl. Gyldendal, 2012
  • Hanna Hallgren: Roslära (Rosenlære). Pequod, 2012
  • Yahya Hassan: YAHYA HASSAN. Gyldendal, 2013
  • Khalid Hussain: Pakkis. Tiden Norsk Forlag, 1986. På dansk Perker. Haase & Søn, 1987
  • Jonas Hassen Khemiri: Ett öga rött. Nordstedts, 2003. På dansk Et øje rødt. Gyldendal, 2004 
  • Maja Lee Langvad: Find Holger Danske. Borgen, 2006
  • Maja Lee Langvad: Hun er vred. Gladiator, 2014
  • Patrick Lundberg: Gul utanpå. Rabén & Sjögren, 2013. På dansk Gul udenpå. Høst & Søn, 2013
  • Mette Moestrup: Dø løgn dø. Gyldendal, 2012
  • Julie Sten-Knudsen: Atlanterhavet vokser. Gyldendal, 2013
  • Eva Tind: do. Gyldendal, 2009
  • Eva Tind: eva + adolf. Gyldendal, 2011
  • Eva Tind: Han. Gyldendal, 2014
  • Astrid Trotzig: Blod är tjockare än vatten (Blod er tykkere end vand). Albert Bonniers Förlag, 1996

Faglitteratur

  • Sara Ahmed: “Feminist Killjoys (And Other Willful Subjects)”. The Scholar & Feminist Online 8.3, 2010
  • Tobias Hübinette: “Comforting an Orphaned Nation. Representations of International Adoption and Adopted Koreans in Korean Popular Culture”. Korean Studies Series 32, 2006
  • Tobias Hübinette: “From Orphan Trains to Babylifts: Colonial Trafficking, Empire Building and Social Engineering”. Outsiders Within: Writing on Transracial Adoption, Jane Jeong Trenka, Chinyere Oparah & Sun Yung Shin (red.). South End Press, 2006
  • Lene Myong: Adopteret – Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse. Ph.d.-afhandling. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, 2009
  • Nye stemmer, antologi. Gyldendal, 2007
  • Silje Vatne Pettersen og Lars Østby: ”Innvandrere i Norge, Sverige og Danmark”. Samfunnsspeilet 5, 2013 
  • Gayatri Spivak: “Can the Subaltern Speak?”. Marxism and the Interpretation of Culture, Cary Nelson og Lawrence Grossberg (red.). Macmillian, 1988