Dagen efter sit bryllup den 14. september 1795 flyttede den 21-årige københavner Sophie Thalbitzer (1774-1851) ind i sin engelske svigermors hjem i Helsingør. Afrejsen fra det muntre og velhavende barndomshjem i hovedstaden blev et vendepunkt i Sophie Thalbitzers liv. Det blev en afsked ikke blot med forældre, veninder og de mange spændende gæster, der blev indbudt af faderen, men også med en tidsalder: De glade 90’ere, hvor Sophies far, den rige handelsagent, Johann Ludvig Zinn, havde gjort glimrende forretninger med den unge franske republiks udsendinge i København.
I sine erindringer Grandmamas Bekiendelser, nedskrevet 1807, fortæller Sophie Thalbitzer om en lykkelig og strålende ungdom med fester, forelskelser og følsomme venskaber. »O lykkelige Dage fra mit femtende til mit nittende Aar«, udbryder hun og husker baller, komedie- og musik-aftener, hvor familie, venner og forretningsforbindelser arrangerede underholdning og selskabelighed. Forbilledet for Sophie Thalbitzers erindringer var Rousseaus Confessions (Bekendelser), 1782-1789, og ligesom sit forbillede interesserer hun sig for sine egne følelser og stemninger; ofte genkalder hun sig selvkritisk ungdommens skiftende sværmerier.
»Vi hørte Skrig af Qvæstede; Brandslufferne kiørte frem og tilbage; Vægterne raabte uophørlig Brand. Det var en græsselig Nat! Klokken 5 om Morgenen sagtnedes Ilden, og Bomberne faldt ikke saa hyppige«. (Grandmamas Bekiendelser).
Hendes allerførste sværmeri var hendes senere ægtemand, konsul Henry Thalbitzer. Men han besvarer ikke hendes varme interesse: »I et Aar udholdt jeg standhaftig som en sand Romanheltinde denne Kulde. Jeg udøste mine Klager paa Papiret i Vers til Maanen …«. Da hendes far kan fortælle, at Thalbitzer i mange år ikke vil få råd til at gifte sig, opgiver hun ham helt og aldeles og kaster i stedet for de varme følelser på en spændende portugisisk købmand, der til forveksling ligner en romanhelt: »Naar jeg spilte paa Claveer, og hans Øine vare fulde af Taarer, naar jeg sang noget rørende. Kort sagt: jeg saae i ham den Romanhelt, jeg nu i 2 Aar forgieves havde søgt«. Senere dukker den veltalende engelske kaptajn og grosserer Christmas op, han medbringer nye engelske romaner af Miss Frances Burney, og nu bliver engelsk sprog, litteratur og Christmas’ åbenlyse tilbedelse ét og alt for Sophie. »Mine Tanker var allerede midt inde i en Roman«, skriver hun, da han har erklæret sin sorg over, at hun på faderens forlangende er begyndt at vise ham mindre interesse. En rad af friere med større og mindre formue, følelser og kunstneriske evner flokkes om Sophie Zinn, og da hun ikke kan få sin fars samtykke til at gifte sig med den musicerende, franske købmand Garonne, vælger hun konsul Thalbitzer. Han er den blandt tilbederne, som hun har den største agtelse for: »Jeg agtede ham høiere end nogen af de unge Mennesker, jeg kiendte… vores heele Familie yndede ham«.
Sophie Thalbitzer beskriver sit ægteskab som lykkeligt, selv om det hjem, hun kom til at leve i sammen med sin svigermoder og dennes mor, den tavse og frygtindgydende Grandmama, bestemt ikke var livligt. De glade dage, da Marseillaisen genlød i stuerne hos agent Zinn, var forbi:
»Vi kom sielden ud og havde endnu sieldnere Fremmede. De Familier, vi omgikkes, vare engelske, og endskiøndt de vare meget høflige imod mig, var dog deres Levemaade og Tonen i deres Selskaber saa forskiellig fra den, jeg var vant til i Kiøbenhavn, at jeg ikke moerede mig meget i deres Selskab. Dansk, fransk eller tydsk Literatur blev der aldrig talt om. Man hadede paa godt engelsk alt, hvad der var fransk; og engelske Aviser og engelsk Politik var det eneste, som blev roest og yndet«.
I januar 1794 inviterede de franske udsendinge til et stort bal i anledning af, at republikken havde erobret Toulon fra englænderne. Blandt Københavns damer gik der vilde rygter om, at Sophie Zinn skulle optræde som fornuftens gudinde: »… man havde sagt, jeg skulde forestille ‘Fornuftens Gudinde’ paa det franske Bal, at jeg skulde føres i Triumph omkring i Sahlen og bekrandses, og til al den Herlighed skulde jeg kun have en tynd Floers Kiole paa den bare Krop«. Sophie ærgrer sig over de falske rygter, men må alligevel more sig over de mange damer, der gør sig ærinder hos hendes skrædder i håb om at få et glimt af det dristige kostume. Det franske bal blev forbudt af den danske regering efter engelsk opfordring. Sophies far holdt i stedet et »Toulon est repris«-party i sit hjem.
1800-tallets stille kvindeliv tog for Sophie Thalbitzer sin begyndelse i det kedelige hjem i Helsingør, hvor hun under sin mands rejser var overladt til Grandmamas luner og afsky for forlystelser. Englændernes bombardement af København 1807 gør en ende på hovedstadens florissante tid, og Sophie Thalbitzers bekendelser slutter med en serie af tætte og detaljerede skildringer af byens brændende ruiner, de døde, de husvilde og de flygtende.
Veninde! sig dog, hvad du tænker?
Jeg Ven Dig af Friehed har troet,
Og nu Du paalægger Dig Lænker;
Thi Hymen er vældig Despot.
Vær frie! vær frie! saa Amor
Dig venlig tiltalte,
Bliv min! bliv min! saa Hymen med Kongerøst bød,
Dig Amor gav Raad, men Hymen befalte,
Du Raadet forkasted’, Befalingen lød.
Sådan skrev P. A. Heiberg i en bryllupssang til Sophie Thalbitzer. P. A. Heibergs daværende hustru Thomasine Gyllembourg lod sig inspirere af Sophies muntre ungdomsliv med de franske udsendinge i hverdagshistorien To Tidsaldre, 1845.
Napoleonskrigene havde ikke blot lagt København øde, men også dramatisk forandret forholdet imellem de nordiske lande. En ny borgerlig økonomisk og kulturel udvikling skulle tage sin begyndelse efter Sveriges afståelse af Finland og Åland til Rusland i 1809 og adskillelsen mellem Danmark og Norge ved Kielerfreden 1814, der tvang Norge i union med Sverige. Mens handel og skibsfart i Norge langsomt overvandt de katastrofale følger af Fastlandsspærringen, fandt begyndelsen til en industriel kapitalisme fodfæste i Sverige og Danmark, og i både Norge, Sverige og Danmark skulle nye liberale og nationale kredse snart lade høre fra sig. Selv om de nordiske lande stod splittet og fjendtligt over for hinanden efter Napoleonskrigene, fik oplysningstidens interesse for Nordens gamle kulturelle og historiske fællesskab tilhængere blandt liberale borgere og akademikerne. Skandinavismen blev en betydningsfuld kulturel og ideologisk bevægelse efter de store nordiske studentermøder i 1840’erne og de royale planer om et fælles nordisk forsvarsforbund.
Det internationale kulturmiljø, som Sophie Thalbitzer i sin ungdom havde færdedes i, var ukendt for generationen af skrivende kvinder født i årene efter 1814. Nogle af dem blev ivrige skandinavister, og mange knyttede venskabsforbindelse med andre nordiske kunstnere og forfattere. De fleste var opvokset i et nøjsomt borgerligt hverdagsliv, de var præstedøtre eller embedsmandsdøtre. De havde brugt deres ungdom på at sy udstyr, vente på friere og læse. Mange af dem skrev dagbøger og breve, som heltinderne i de engelske og tyske populærromaner, nogle arbejdede med vers, små fortællinger eller romaner, og nogle af dem fik samlet deres optegnelser i erindringsbøger, som slægtninge redigerede og udgav efter deres død. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv.
Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. De kvindelige figurer førte ømt og følsomt ordet i nyttige monologer og dialoger om familie og fornuft. Romantikkens kvindefigurer måtte tie som den unge Cordelia i Kierkegaards »Forførerens Dagbog«, Enten Eller, 1843: »Naar der skal tales, er det ogsaa nok, at Een taler. Manden skal tale…«, skriver forføreren Johannes i sin dagbog, men den talende mand kan finde nydelse i at inddrage kvinden i en erotisk farvet samtale, der ikke er »fortabt i opbyggelige Betragtninger om Livs-Udsigter o.s.v.«.
Også den æstetiske forførers gedigent borgerlige modstykke, den etiske assessor, foretrækker kvindelig tavshed, ja, føler selv trang til at tie i sin hustrus nærhed. Kierkegaard lader ham fortælle:
»Naar jeg da sidder paa mit Arbeidsværelse, naar jeg bliver træt, naar Tiden bliver mig lang, da lister jeg mig ind i Dagligstuen, jeg sætter mig hen i en Krog, jeg siger ikke et Ord af Frygt for at forstyrre hende i hendes Gjerning, thi uagtet den seer ud som en Leg, skeer den dog med en Værdighed og en Sømmelighed, der indgyder Respect…«.
Fra de Stummes Leir kalder Camilla Collett sit værk om kvindeliv og litteratur fra 1877. Stumheden blev brudt af de skrivende kvinder, men samtidig blev stumheden ofte idealiseret i deres kvindeskildringer. Den danske pigeskolegrundlægger Nathalie Zahle, 1827-1913, havde ordet i sin magt, når hun underviste og holdt taler om sine skoler og sine idéer om en højnelse af kvinders dannelse og kundskaber, men hun opdragede faktisk sine unge elever til at lære sig stilhed og dyrke den som en dyd:
Gaa frem, som Du har gaaet før,
vær trofast, kærlig, øm som før,
men frem for alt, vær stille!
Den stille Aand har Herren kær,
den stille Sjæl er Aanden nær,
og Troens Liv er stille!
– skriver hun i et konfirmationsvers til en af sine dygtige piger. En vis »drengeagtig Kaadhed« hørte ifølge frk. Zahle med til pigers udvikling i puberteten, men derefter burde den stille ånd få overtaget, hvad enten den unge kvinde vil hellige sig moderkaldet eller virke som »Tjenerinde for Herren« i en selvstændig stilling.
»Hvor forunderlig lange og farveløse vare alle de Aar, hvor stillestaaende og ligesom udtørret i sin inderste Grund var Livet for mig!«, skriver Søren Kierkegaards niece Henriette Lund, 1829-1909, om sine ungdomsår, hvor hun dag ud og dag ind sad sammen med sin moder ved håndarbejdet. Hun længtes efter kundskaber, arbejde og uddannelse. »Overfor Sjælens Uro og Hunger kom det ofte til at staa for mig, som lignede jeg de Heste, der dresseres ved Sult«. Da moderen døde i 1859, var hun 30 år gammel og fik som den eneste datter ansvaret for husholdningen. Hun gjorde hurtigt hjemmet til centrum for et livligt studenterliv. Faderen »blev ung igen med de Unge«, hendes brødres venner var ofte gæster, og »saa kunde det vel hænde, at den livlige Samtale voxede til en hel brusende Strøm«.
»Hvorvidt jeg i det Hele taget vil være i Stand til at samle mine Minder og udtrykke mig paa en rigtig Maade, det véd jeg ikke, jeg er jo nu en gammel Kone paa over 76 Aar«, skriver Franzisca von Rosen i sin erindringsbog i 1909. Hendes datter Ellen von Rosen hjalp hende med nedskrivningen og samlede og redigerede erindringsbogen efter moderens død i 1912. »Hun var ogsaa helt ivrig for, at jeg skulde finde Breve frem, der kunne have Interesse, og tillod mig at læse baade Faders og hendes Breve, saa vel som hendes smaa, digteriske Frembringelser og Dagbogsoptegnelser… « fortæller Ellen von Rosen i sit efterskrift.
Den indre emancipation
Mange af borgerskabets og embedsstandens døtre modtog før og efter deres konfirmation undervisning i deres hjem eller blev anbragt i en pigeskole. Søren Kierkegaard fik overtalt Henriette Lunds konservative moder til at lade datteren indskrive i en pigeskole, men ifølge Henriette Lund var undervisningen elendig. Hun beklager sig over, at denne pigeskole end ikke praktiserede den sædvanlige udenadslære, for så havde hun da i det mindste lært blot en lille smule. Ofte klages der i kvinders erindringsbøger over pigeinstitutterne. Den senere skuespiller Pauline Petersen forklarer om Madame Teytauds franske pigeinstitut, at det eneste, instituttet kunne prale med, var, at madames døtre talte fransk.
Henriette Lund understreger i sine Erindringer fra Hjemmet, nedskrevet 1876, udgivet 1909, at hendes onkel Søren Kierkegaard på flere måder understøttede hendes interesse for læsning og kundskaber. Det ærgrer ham, at en af Henriettes fætre kommer ham i forkøbet med at forære hende Poul Møllers værker. »Senere forærede han mig ikke Bøger; mindst sendte han mig sine egne – dét stred mod hans Princip. Derimod havde jeg frit Lov til at laane af hans Bibliotek og beholde saa længe, som jeg ønskede«.
En endnu ringere undervisning modtog Eleonora Christine Tscherning, 1817-1890. Hun var født uden for ægteskab som datter af en major og hans husholderske, og selv om majoren adopterede de børn, han fik med sin husholderske, giftede han sig aldrig med hende. Han fandt det formålstjenligt at indskrive sin uformuende datter i søstrene Jakobsens syskole, og her henslæbte hun et halvt år efter sin konfirmation i 1831. Søstrene Jakobsen udnyttede deres elever groft i deres dameskrædderi. Mange af eleverne lærte stort set ikke andet end at vinde tråd. »Lærte jeg end ikke meget Skrædersyning, saa lærte jeg Underkastelse og Taalmodighed, samt den Vane at sidde ubevægelig i syv Timer«, fortæller Eleonora Christine. Senere opnåede hun faderens tilladelse til at modtage tegneundervisning i sit hjem, og det blev begyndelsen til hendes lange selvuddannelse som maler. »Jeg haaber ved Penslen at give mit Liv, om ogsaa kun et indbildt Værd«, skriver hun i 1841. Undervisningen af borgerskabets og embedsstandens døtre havde ik ke forandret sig meget siden slutningen af 1700-tallet, hvor sproglærere, spillelærere og tegnelærere med ofte højst tvivlsomme kvalifikationer tilbød sig som informatorer og institutbestyrere.
Der var brug for det storstilede reformationsarbejde af pigeundervisningen, som Nathalie Zahle, efter at have virket som privatlærerinde, tog fat på, da hun i 1851 åbnede sin uddannelse for vordende lærerinder. Nathalie Zahle ventede sig meget af denne »Forhindringsanstalt for daarlige Lærerinder«, men i første omgang meldte der sig ingen elever, og hun måtte i stedet begynde med at overtage resterne af frk. Foersoms pigeinstitut. Som lærer havde Nathalie Zahle ifølge sin tidligere elev og medarbejder Henriette Skram først og fremmest udstråling. Hun tilstræbte at opnå hengivelse fra sine elevers side. Hun afskyede hårde afstraffelser og styrede sine skoler med en stilfærdig og usynlig autoritet. Henriette Skram fortæller, at da hun og de andre piger fra den nedlagte Dannekvindeskole blev overflyttet til frk. Zahles skole, følte de ubehag ved elevernes »Sværmeri« for frk. Zahle. Mens samtale og adfærd i Susette Dalgas’ Danne-kvindeskole var livlig, stø jende og fuld af »Aabenhjertighed i Ord og Udtryk«, herskede der en stille ånd og en pinlig orden i frk. Zahles skole, fortæller Henriette Skram: »Saa var der i vor ny Skole endnu en Ejendommelighed, som i høj Grad forargede i det mindste de ‘fremmeligere’ iblandt os, og det var den Virkning, Frk. Zahle øvede blot ved at vise sig. Der kunde være Støj og Tummel i Frikvarteret eller i Timerne hos de Lærere, der holdt daarlig Disciplin, men hørtes blot Lyden af Frk. Zahles Skridt, saas blot Fligen af hendes Kjole, blev der øjeblikkelig Stilhed«.
Den stille ånd, som Nathalie Zahle ville fremelske hos sine elever, skulle ikke gøre pigerne aldeles umælende, men lære dem en behersket og kultiveret taleform og give dem gode kundskaber, således at de senere i livet ville være i stand til at samtale med deres mænd. Hun betegnede sit ideal som »en indre Emancipation af Kvinden«:
»Og der dannede sig i min Sjæl en stærk Tørst efter at bidrage til ‘Kvindens indre Emancipation’, til at faa hende til at forstaa og hævde sin Plads i Hjemmet som jævnbyrdig ved Mandens Side. Jeg vilde forsyne hende med saa rige og velfordøjede Kundskaber, at hun aldrig i en Samtale blev overset eller overhørt med Barmhjertighed, men snarere kaldt paa af sin Mand som den fuldt ud kyndige Deltager og Meningsfælle. Jeg vilde fremme hendes Forstaaelse af sit høje Kald som Moder, stille, men bestemt virkende blandt sine Børn som den altid tilstedeværende …«.
Det er interessant at lægge mærke til, at Nathalie Zahle begynder sin argumentation i en »hævdelse«, der ikke nødvendigvis er verbal, og slutter i en yderst forsigtig tale: Kvinden skal kunne svare, når og hvis hun bliver spurgt. En stilhedens retorik er et ideal i denne opdragelse af kvinden til allestedsnærværende ånd. Danske erindringer om kvindelivet i midten af 1800-tallet fortæller sjældent om kvinders verbale ytringer i familiekredsen. Når kvinden får ordet, er det oftest, når hun læser op eller synger for sin familie eller ved selskabelighed. Kvinderne taler gennem andres ord. Franzisca von Rosen, 1833-1912, beskriver, hvorledes hendes far udtrykkeligt udbeder sig kvinders tavshed og især i de politiske diskussioner i hjemmet op til afskaffelsen af enevælden 1848:
»Jeg troer, at Fader vilde have troet, at min Moder var fra Forstanden, hvis hun havde vovet at sige et eneste Ord, naar Herrerne var fordybet i en politisk Samtale«.
»Min hele Skolegang indskrænkede sig egentlig kun til det ene Aar i Kjøbenhavn fra mit 7de til mit 8de Aar, og dog vilde jeg saa gerne lære noget, ja alt; men det var min Skæbne, at jeg skulde voxe op som en vild Plante, der selv tvinger sig frem mellem Sten og Tjørne og Tidsler«, fortæller Pauline Petersen i sine erindringer, påbegyndt 1842, Pastorinde Pauline Petersens Erindringer, Memoirer og Breve, 1971. Den 500 sider store erindringsbog er af udgiverne stærkt forkortet.
I dette som i mange andre faderhuse værdsættes moderen for sin »sarte Skikkelse og stilfærdige værdige Maade at være Værtinde paa«.
Eleonora Christine Tscherning blev i sit ægteskab med den nationalliberale frontfigur, stifteren af Bondevennernes Selskab, Anton Frederik Tscherning, 1795-1874, ofte værtinde ved indflydelsesrige herrers middagsselskaber, men hun var ikke til sinds at tie. Eleonora Christine havde kæmpet hårdt for at få Tscherning til at gifte sig med hende.
Eleonora Christine forsøger at overtale Tscherning til at gifte sig med hende ved at sammenligne sig selv med sin navnesøster kongedatteren Leonora Christina og hendes »hustruelige og moderlige Kærlighed«. Tscherning svarer forskrækket: »… min 46aarige Fornuft siger mig, jeg bør ikke lade mig henrive til at betale Dem med falsk Mønt for al Deres Godhed. Deres Lignelse med Christine Uhlfeldt har endog forskrækket mig, er jeg paaveje til at blive Uhlfeldt?« (Eleonora Christine Tschernings efterladte Papirer, Memoirer og Breve).
Der var 22 års aldersforskel imellem dem, og Tscherning forsøgte at undslå sig for hendes gentagne frieri ved at henvise til, at han som en halvgammel mand ikke ville kunne blive ved med at tilfredsstille hende seksuelt, og at ingen kvinde i længden havde moralsk kraft til at »beseire denne saa mægtige Drift af Naturen«. Eleonora Christine var vildt erotisk og ideologisk betaget af Tscherning, og efter næsten seks års ihærdige overtalelsesforsøg bliver hun i 1845 gift med ham.
Eleonora Christine Tscherning fortæller, at Tschernings søster fru de Meza advarer hende meget stærkt om, at hendes bror er mest interesseret i: »at have en lille trofast, hengiven Veninde at besøge i ledige Stunder, og til et Forhold af den Art er De for god. Søg bort, jo før jo hellere«.
Hun engagerer sig i hans politiske kamp, og hun opdyrker sine egne ytringsområder, hvor hun kan gøre sin mening gældende. I dagbøger og erindri ngsoptegnelser fortæller hun om mange fortrolige samtaler med hjemmets gæster, om sene nattetimer, hvor hun giver Tscherning gode råd og viderebringer de nyheder, hun har opsnappet om hans modstandere. Heftige meningsudvekslinger med Tschernings fjender mestrer hun også. I et brev til sin bror i 1864 erklærer hun, at han ikke skal frygte, at hun over for Tschernings modstandere er som »en aaben Bog«:
»Vær Du vis paa, at jeg slaar ikke Bogen op, hverken for Dig eller nogen uden naar jeg selv vil, ellers skulde jeg da daarlig have baaret Skjørter i 48 Aar! Husk paa, at jeg er Tschernings Hustru! og at jeg giver mangen en Haandsrækning til at støbe Kuglerne…«.
Stilhedens retorik kunne brydes i handlingens og talens upåagtede kulisser. Eleonora Christine Tscherning opfattede sig selv som en vigtig del af begivenheder og tale, som hun i herrekredsen var aldeles afskåret fra at ytre sig om.
Trolddom og tale
Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Undertiden løser hun konflikter i forhold til en streng fader- eller moderfigur, undertiden afværger hun de ulykker, som en ung mands seksualitet vil føre med sig. I Fredrika Bremers Grannarne (Naboerne), 1837, redder Serena sin frier, den fortabte søn Bruno, fra konsekvenserne af fortidens fejltagelser og forsoner hans døende elskerinde Hagar med Gud. Da Bruno i et vældigt følelsesudbrud advarer Serena mod sin ulykkesbringende kærlighed, svarer hun:
»’Bruno!’ sagde Serena, idet hun, uagtet hans truende gebærder, gik nærmere hen til ham og lagde armene om halsen på ham, ‘ikke tale så vildt! Vær rar, vær stille. Du er syg, Bruno; kom, fald til ro; – sæt dig her ved min side – læn dig ind mod mig – se på mig, min Bruno!’«
En sådan helbredende heltinde optræder også i Thomasine Gyllembourgs »Drøm og Virkelighed«, 1833, hvor Laura i fortællingens sidste tavst talende tableau som en engel favner den fortabte søn Julius’ illegitime børn. Den norsk-danske Magdalene Thoresen gentager Thomasine Gyllembourgs tableau i sin fortælling »Huldremo’ er«, fra sin sene samling af fortællinger, Livsluft, 1895. Efter længe og tavst at have tilbedt sin udkårne fremstiller den unge bondepige Hildur sig for ham i et sceneri, hvor hun indtager pladsen som den gode huldre, der beskytter hans moderløse børn. Tavshed og tale, syn og lyd understreger tableauets kraft og åbenbaring:
»Der sad i Huldrekuben Hildur med hans to smaa Børn i Favnen.
Knut mente, at han næsten himmelhøjt raabte: Hildur! – Men Lyden blev dog siddende i Struben, og han tumled magtløs tilbage mod Fjeldet.
‘Lader Du mig gaa denne Gang ogsaa?’ – spurgte hun leende, med Taarer i øjnene. ‘Første Gang, jeg var her, for at møde Dig, gjorde Du det’.
‘Hildur!’ brød han ud, og det var som hele den bortgjemte Ungdom rejste sig i ham og gav Lyd«.
I Fredrika Bremers Grannarne er den tavse, handlende kvinde ikke romanens hovedperson og fortæller. Fortællingen føres af den langt mindre stilfærdige, nygifte Fransiska, der beretter om sit liv i breve til sin veninde Marie. Stilhedens retorik er vanskelig at tillægge en fiktiv jeg-fortæller, der netop må tale, fortælle og beskrive sin omverden og sig selv. Thomasine Gyllembourg foretrækker måske af den grund mandlige jeg-fortællere i sine hverdagshistorier. I Grannarne gør Fredrika Bremer kontrasten mellem den stille Serena og den fortællende Fransiska til en væsentlig del af værkets komplicerede tema om kvindelig tale. Fransiskas talende og fortællende breve sættes yderligere i relief af hendes egen beretning om sin magtfulde svigermoder, ma chère mère, hvis »mandlige röst« er frygtindgydende, og om sine to svigerinder, hvoraf den ene er impulsivt pludrende og den anden korrekt konverserende.
»Efter at jeg er begyndt at skrive ma chère mères historie, da vil jeg også tegne hendes portræt: Ser du en meget stor kvinde af stærk, men smuk skikkelse, hvis former stadig er i besiddelse af ungdommens kraft og fylde, meget rank, noget stiv, næsten med en generals mine og holdning. Ansigtet ville være smukt, hvis ikke trækkene var så stærke og huden så grå, hagen er også for stor og fremtrædende«. (Fredrika Bremer: Grannarne).
I historiens forløb lader Bremer en anden kvindelig fortæl ler – »ett främmande fruentimmer« – supplere Fransiskas beretning med oplysninger om begivenheder og samtaler mellem personerne, som Fransiska ikke kan kende, og til slut indfører Bremer yderligere en serie af »skuggbilder« (skyggebilleder), der gengiver dialoger mellem Serena, Bruno og hans bekendende elskerinde Hagar. Med det komplicerede forhold imellem fortællere i Grannarne insisterer Bremer på at lade kvindefigurer viderebringe historien om hverdagen, fortiden og kærligheden, men peger samtidig på, at talens og skriftens historier altid er ufuldstændige. Bremer slutter Grannarne nærmest midt i en af Fransiskas sætninger, som var det unødvendigt at høre mere på hende, men da er billedet af den stille Serena og den angrende og bekendende synderinde Hagar for længst anskueliggjort og har kastet sit lys og sin skygge over historien.
I Camilla Colletts erindringsfortællinger, I de lange Nætter, 1862, genkalder hun sig billedet af en nær ungdomsveninde fra herrnhuterpigeskolen i Christiansfeld, hvor Collett opholdt sig, fra hun var 14, til hun var 16 år gammel:
»Fra hine Aar, da jeg netop stod paa Grænsen af Barnealderen, ser jeg nu et Billede stige op, som jeg ikke mere kan bortvise. Ofte, i lange Tider, har det ligget begravet, for atter i stille Timer at vaagne lige friskt, lyst og livsaligt…«.
Collett skildrer sin veninde Christiane som yndig, følelsesfuld og øm. I hendes skikkelse kommer stilhedens retorik til udtryk: »En Uvisshed i Leksen, Skyggen af en Daddel, kunne bringe hende til voldsomt at skifte Farve; ligesaa kunde en andens Lidelse, et gribende Sted i en Bog, der forelæstes, en smuk Melodi, en Bekjendts pludselige Ankomst sætte hende i en sitrende Bevægelse; dog var hun stille dermed, hun græd ikke hørlig, men aldrig har jeg set større, tungere Taarer falde fra menneskelige Øine, jeg siger falde, styrte; thi de gled aldrig«.
I det fortrolige venindeforhold på instituttet opviser Christiane imidlertid en overraskende sans for humor og satire. Især giver Christiane satiren frit løb, når hun genfortæller de romaner og fortællinger, hun har læst. Christiane foragter den sentimentale tyske populærlitteratur, hun karikerer dens personer og skaber sig et sæt af litterære masker, som hun underholder veninderne med. En fordrukken og pralende gammel skolemester er hendes yndlingsfigur. Stilhedens retorik synes hos Christiane at fremkalde og fordre en anden tale, et parodisk udtryk. Historien om Christianes stilhed og parodiske tale kan opfattes som en variation af prosalitteraturens ofte gentagne modstilling imellem den stille retoriker og hendes skygge, den vildt talende og gestikulerende heks som Hagar i Grannarne og Lise i Thomasine Gyllembourgs »Drøm og Virkelighed«. I Camilla Colletts fortælling »Oktoberfantasier«, Fortællinger, 1861, er stilhed og tale igen et centralt tema. Collett skaber et billede af et kaffeselskab for damer i Christiania, hvor en passiar om priser og varer bliver afbrudt, da damerne på eventyrlig måde får talegaver. En efter en holder de formfuldendte taler om nationens og kvindernes opgave, indtil trolddommen er forbi. Den sidste af talerne ønsker, at de tilstedeværende damer vil stifte en »Taushedens og Mildhedens Pakt«, der skal standse bysladder og selskabelig »Drøftelse af det rent personlige og private«: »Søstre… skal vi slutte en Taushedens og Mildhedens Pakt? Vise ved at overvinde os i det Smaa, at vi fortjente denne Stemme i Livets store Anliggender, hvorfra vi nu er udelukkede?«
Damerne skal gennem stilhedens retorik kvalificere sig som talende og deltagende i mændenes store samtaler. Collett gør sin fortælling muntert satirisk over for de pludseligt veltalende damer, især igennem den unge pige Julinka, der gør grin med damernes ideer om en højnelse af det selskabelige liv og forresten også med forfatteren selv, hvis roman Amtmandens Døttre hun sammenligner med ufordøjelig suppe. Collett havde ikke glemt sin parodierende barndomsveninde Christianes monologer. »Oktoberfantasier« former sig som en underfundig afsløring både af damernes kedelige passiar, af deres formfuldendte taler og af stilhedens retorik. Parodien synes at være kvindens mulighed for at få et ord indført.
I »Oktoberfantasier« lader Collett den unge pige Julinka parodiere dameselskabets idéer om en højnelse af kvinders dannelse, Julinka opregner damernes målsætning: »Foreningen kunde passende gives Navn af ‘Redningsanstalten for selskabelig forsømt Ungdom’, og jeg vil tillade mig at foreslaa nogle Faginddelinger og enkelte Temaer, der kunne komme under Behandling: Dame Nr. 1. Aabner og slutter Forhandlingerne, censurerer Opgaverne, uddeler Straffeog Opmuntringstegn, efter Omstændighederne bestaaende i dybt Alvor, gaadefuld Taushed, ‘stumme Blik og Hilsener’, varme, begeistrende Ord … Dame Nr. 2. Holder 3 Gange ugentlig Forelæsninger over Courtoisie og dennes Forhold til ‘Alvorlige Hensigter’, samt vil, hvis det ønskes, give Privattimer i levende Sprog: Blomstersproget og Øiensproget«.
»Den indbrydende Strøm af Uhumskheder«
Når danske erindringsforfattere som Pauline Petersen og Franzisca von Rosen omhyggeligt iscenesætter historien om deres livsforløb, er det tydeligt, at de tilstræber at fremkalde læserens forståelse for og beundring af deres livsresultat. Hvis noget skulle stride imod denne pointe, sørger udgiverens redigering og slægtninges efterskrifter for, at budskabet bliver opfattet. De litterære forbilleder for mange af selvbiografierne er 1700-tallets moralske prosa og samtidens opdragende dannelsesfortællinger som f.eks. Thomasine Gyllembourgs. Den erindrende skribent forsøger at gøre sin livshistorie moralsk opbyggelig, bekende og belære om sine fejltagelser og gøre sine menneskelige erfaringer nyttige. Et andet og mindre disciplineret selvbiografisk skrift dukker op først og fremmest i dagbogsnotater, men også i personlige breve. Udgiverne af Eleonora Christine Tschernings Memoirer og Breve har sammenstykket deres udgivelse af højst forskellige personlige dokumenter, hvoraf der bringes kortere uddrag. Eleonora Christines dagbogsoptegnelser er stilistisk vidt forskellige fra hendes egentlige erindringsbilleder, som igen adskiller sig fra den klassiske 1700-tals brevskrivningskunst, hun betjener sig af i sine breve. Skriften bliver en selviscenesættelse, som hun kan bruge og anvende over for andre. I dagbogsnotaterne synes hun ofte at ville analysere en situation eller en følelse, give den ekstra kraft, styrke og betydning i hendes egen sjæl, mens de formfuldendte breve til den senere ægtemand giver plads og rum til en tiltrækkende selviscenesættelse. Det er tankevækkende, at da de mange følelsesfulde breve ikke rigtig virker efter hensigten, overdrager hun ham sin dagbog og »besvor ham at læse den, og da, naar han kendte hver Fold i dette Hjerte, spørge sig selv om han havde Mod til at forlade og krænke et Menneske, som han letsindigen havde bragt til Randen af Afgrunden…«.
Mens Eleonora Christine Tschernings breve er monologiske i deres form, benytter den norsk-danske Magdalene Thoresen sig af en dialogisk skrivestil i sine mange og velskrevne breve. Hun elsker samtaler og former sine breve spørgende og talende og udnytter brevets mulighed for fortrolige følelsesfulde skildringer af sig selv og sin kunst. Thoresens breve til Johanne Luise Heiberg, der er blandt hendes mange korrespondenter, er inderlige og ærbødige og udformes i et flot og personligt billedsprog. Thoresen skriver i et af sine breve til fru Heiberg om sin opfattelse af et fællestræk i deres væsen:
»Ja, kæreste Fru Heiberg, De har en stor Uberørthed i Deres Væsen – den er et barn af Eros; han er ikke blot min Gud, han er ogsaa Deres; thi medens jeg rider ham som min Kæphest, dufter Ambra og Myrrha ham imøde fra Deres Hjærtes Løndom. Ak, hvad er der dog for en Rovfuglenatur i mig!«
Tre år senere i 1869 giver hun i et brev til sin veninde Hanne Wiehe metaforikken om fru Heiberg og hendes væsen en anden drejning:
»Men der er en forunderlig Troløshed over hende, den, Flere have omtalt for mig uden at benævne den saa; hun giver i een Stund og tager det i næste igen til sig; man har hende aldrig. Er det dog ikke Kokettens Natur, eller er det en forkvaklet Natur? Jeg troer: det sidste. Jeg troer, for at betegne hende ret, maa man tage et Exempel i Maskulinum: hun er en Bjørn, som har lært at danse og neje; thi der er i Grunden en voldsom Natur i hende«.
Johanne Luise Heiberg og Magdalene Thoresen kunne nok siges at være fælles om en voldsom og erotisk karakter, men også om nødvendigheden af at kunne behage indflydelsesrige personer. Thoresens elegante billedsprog i brevet til fru Heiberg er også en lille veludført runddans for en veninde, der havde indflydelse på hendes kunsts skæbne. Thoresen sætter ofte i brevene sin egen kunst og sin udtryksevne i forbindelse med sin lidenskab. Hun omtaler lidenskaben som svimlende og af en forfærdende styrke.
Det tidlige prosagennembruds litteratur havde ofte gjort lidenskaben til den allermest uudtalte og skjulte kraft hos de stille kvindefigurer. Her havde lidenskaben løftet sig til himmelske højder og var blevet forløst, ikke i tale og seksualitet, men i stille adfærd og helligt moderkald. Hos Magdalene Thoresen derimod bliver lidenskaben den kraft, der vil og skal komme til orde i hendes kunst.
Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund. De norske kvindelige erindringsforfattere havde set og oplevet voldsomme nationale begivenheders indvirkning i hjemmets dagligdag og følte et ansvar i forhold til disse historier, som bliver vigtige i deres erindringer, ligesom krigen i 1864 overalt i danske kvindeerindringer er et vendepunkt, der forandrer familiens liv. Den danske præstekone Eline Boisen gjorde sine optegnelser til et langt forsvars- og anklageskrift både mod sig selv, sine nærmeste og sin samtid, mens den svenske Sophie Sager offensivt og direkte måtte tale sin sag i den langvarige retsproces, som hun blev involveret i, og hendes tale var så uventet og uhørt, at hun faktisk fik held til at blive hørt.
Ursula Dahlerup, 1840-1925, begyndte at skrive sine erindringer i 1880’erne. De blev opbevaret i et gammelt teskrin og først genfundet og udgivet af Ulla og Bent Dahlerup i 1989. Tekststykkernes forskelligartede karakter giver et facetteret billede af Ursula Dahlerup, hendes omskiftelige tilværelse og hele århundredets sociale liv. Den unge pige, der drømte om at blive kunstner, endte som fabrikant med egen madrasfabrik i Vestergade i København. Hun deltog med egen stand på Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og fik på sin rejse idéen til en patentmadras i bomuld: »Jeg fik prøver – tænkte derover, dog de virkelige Spekulationer maatte det vente med. Jeg var jo allerede hjemmefra en Slags Opfinder«, fortæller hun. Før sin Amerikarejse havde hun blandt andet konstrueret to slags klosetter, der blev forevist i Industriforeningen, »… og der var en Tid, da man her i Kommunen vaklede imellem mit og W. C. «.
Johanne Luise Heiberg var en stille retoriker, hvis plastiske skuespilkunst uudtalt kunne fremvise inderlige og lidenskabelige følelser. På højden af sin karriere i 1855 begyndte hun at skrive sine erindringer, bl.a. ansporet af angst for forgængeligheden i sin scenekunst, det udtryk hun havde givet sin egen tavse sjæleverden. Med fru Heibergs afsked med scenen i 1864 var andre tider på vej ikke blot i skuespilkunsten, men også i litteraturen. Næsten 50 år senere kunne den gamle skolebestyrerinde Nathalie Zahle se tilbage på det moderne gennembruds litteratur fuld af rædsel over den talestrøm, der her var sluppet løs:
»…hvad har alt dette ikke saaet for en forfærdelig Sæd! Lad være, at der midt under det har lydt alvorlig Tale til Fordel for det Usminkedes Berettigelse og det Virkeliges rene alvorlige Fremstilling, – denne Tale og dens Virkninger har ikke kunnet dæmme op for den indbrydende Strøm af Uhumskheder og halvtildækket Nøgenhed, – og Faldet er sket!
Uigenkaldeligt? O, langtfra! Aldrig må Kampen opgives… ihvor voldsomt Satiren og Ironien kan svide, aldrig maa Haabet slippes, aldrig Troen paa, at det rene og sande i det stille gør sin stærke Gerning og vil og kan bringe Sejren hjem.
Hjem! ja, for til Hjemmet er det, den skal bringes«.
Den gamle Magdalene Thoresen så med blidere og mere romantiske øjne på den nye litteratur; den var nødvendig for at gøre alle livsforhold renere og bedre: »Guds Aasyn kan ikke skinne gennem al den Formørkelse og det Smuds, som lukkes inde bag det saakaldte Hjems Skodder«, skriver hun i 1880 i anledning af sin svigersøn Henrik Ibsens skuespil Et Dukkehjem.