Magnúsdóttir, Þórunn Elfa

Forfatteren var arbejderdatter fra Reykjavik og blev seks år gammel sendt til slægtninge på Nordisland. Hendes studier blev afbrudt af tuberkulose, senere var hun aktiv i kvindesags- og forfatterforeningen.

I debutværket Dætur Reykjavíkur I-III (Reykjaviks døtre), 1933-38, eksperimenterede hun med slang og genreblanding for derefter at gå over til psykologisk realisme i romanen Að Sólbakka (Til Solbakke), 1937, der har en kvindelig daglejer som hovedperson. Romanerne Snorrabraut 7, 1947, og Sambýlisfólk (Samboere), 1954, beskriver et ungt ægtepars kamp for tilværelsen i krigsårenes Reykjavik, præget af korruption og sortbørshandel. Romanen Frostnótt í maí (Frostnat i maj), 1958, om en seks år gammel piges traumatiske adskillelse fra sin mor, er forfatterskabets kunstneriske højdepunkt.